Gengangere
| Avansert visning | Innstillinger for teksten | Nedlastinger | ||||||||||
|
| xml, pdf, epub, kindle | ||||||||||
| Om verket | ||||||||||||
| Les mer om verket | ||||||||||||
1.utg: [2]
KØBENHAVN
GYLDENDALSKE BOGHANDELS FORLAG (F. HEGEL & SØN)
GRÆBES BOGTRYKKERI
1881
1.utg: [4]
1.utg: [6]
En rummelig havestue med en dør på den 
venstre sidevæg og to døre på væggen til højre. I midten af stuen et rundt bord med stole omkring; på bordet ligger bøger, tidsskrifter og aviser. I forgrunden tilvenstre et vindu, og ved samme en liden sofa med et sybord foran. I baggrunden fortsættes stuen i et åbent noget smalere blomsterværelse, der er lukket udad af glasvægge og store ruder. På blomsterværelsets sidevæg tilhøjre er en dør, som fører ned til haven. Gennem glasvæggen skimtes et dystert fjordlandskab, sløret af en jævn regn.
venstre sidevæg og to døre på væggen til højre. I midten af stuen et rundt bord med stole omkring; på bordet ligger bøger, tidsskrifter og aviser. I forgrunden tilvenstre et vindu, og ved samme en liden sofa med et sybord foran. I baggrunden fortsættes stuen i et åbent noget smalere blomsterværelse, der er lukket udad af glasvægge og store ruder. På blomsterværelsets sidevæg tilhøjre er en dør, som fører ned til haven. Gennem glasvæggen skimtes et dystert fjordlandskab, sløret af en jævn regn.Snedker Engstrand står oppe ved havedøren. Hans venstre ben er noget krumt; under støvlesålen har han en træklods. Regine, med en tom blomstersprøjte i hånden, hindrer ham fra at komme nærmere.
træklods. Regine, med en tom blomstersprøjte i hånden, hindrer ham fra at komme nærmere.
REGINE
med dæmpet stemme
Hvad er det du vil? Bliv stående der du står. Det drypper jo af dig.
ENGSTRAND
Det er Vorherres regn, det, barnet mit.
HIS: 386
REGINE
REGINE
Det kommer ikke dig ved.
ENGSTRAND
Jeg var ude på en rangel igårkveld –
REGINE
Det tror jeg gerne.
REGINE
Ja, vi er nok det.
ENGSTRAND
ENGSTRAND
Hvad vil du ikke ha’ for noget?
HIS: 387
REGINE
ENGSTRAND
et par skridt nærmere
REGINE
mumler
Lykke på rejsen!
ENGSTRAND
REGINE
Hå!
Ja, for her møder jo så mange fine folk imorgen. Presten Manders er jo også ventendes fra byen.
REGINE
Han kommer alt idag.
ENGSTRAND
Ja ser du det. Og så vil jeg fan’ ikke, at han skal få noget at sige på mig, skønner du.
HIS: 388
REGINE
ENGSTRAND
Hvadfornoget er fat?
ENGSTRAND
REGINE
Rejs jo før jo heller for mig.
REGINE
med åben mund
Vil du ha’ mig –? Hvad er det, du siger?
REGINE
hånsk
Aldrig i evighed får du mig med dig hjem.
HIS: 389
ENGSTRAND
Å, det skal vi nok få se.
REGINE
REGINE
mumler, uden at se på ham
Du har tidtnok sagt, at jeg ikke kom dig ved.
ENGSTRAND
Pyt; hvad vil du bry’ dig om det –
ENGSTRAND
Nej-Gu’ brugte jeg da aldrig så stygt et ord ligevel.
ENGSTRAND
HIS: 390
REGINE
Uh!
ENGSTRAND
Og så var det, når din mor slog sig vrang. Noget måtte jeg da finde på at ærte hende med, barnet mit. Altid skulde hun nu være så fin på det. (hærmer) «Slip mig, Engstrand! Lad mig være! Jeg har tjent tre år hos kammerherre Alvings på Rosenvold, jeg!» (ler) Jøss’ bevar’s; aldrig kunde hun da glemme, at kaptejnen blev kammerherre, mens hun tjente her.
Rosenvold, jeg!» (ler) Jøss’ bevar’s; aldrig kunde hun da glemme, at kaptejnen blev kammerherre, mens hun tjente her.
ENGSTRAND
svinger på sig
Ja det forstår sig; jeg skal jo ha’ skylden for alting.
ENGSTRAND
Er det engelsk, det?
REGINE
Ja.
HIS: 391
ENGSTRAND
Ja-ja; lærdom har du fåt herude, og det kan komme godt med nu, det, Regine.
REGINE
efter en kort taushed
Og hvad var det så du vilde med mig i byen?
ENGSTRAND
Kan du spørge om, hvad en far vil med sit eneste barn? Er jeg ikke en enslig og forladt enkemand.
REGINE
Å, kom ikke til mig med sligt sludder. Hvorfor vil du ha’ mig derind?
ENGSTRAND
Jo, jeg skal sige dig, jeg har tænkt at slå ind på noget nyt nu.
REGINE
stamper
Lad være å bande!
ENGSTRAND
HIS: 392
REGINE
Har du det? Det er jo godt for dig, det.
REGINE
Nå, og så?
ENGSTRAND
ENGSTRAND
ENGSTRAND
REGINE
Ja-vel, ja!
HIS: 393
ENGSTRAND
Men fruentimmer må der være i huset, det er grejt som dagen, det. For om kvellerne skal vi jo ha’ det lidt morosomt med sang og dans og sligt noget. Du må sanse på, det er
vejfarendes sjømænder på verdens hav. (nærmere) Vær nu ikke dum og stå dig selv ivejen, Regine. Hvad kan det bli’ til med dig herude? Kan det nytte dig til noget, at fruen har kostet lærdom på dig? Du skal jo passe ungerne på det nye asylet, hører jeg. Er det noget for dig, det? glupendes lyst til at gå og slide dig helseløs for de skidne ungernes skyld?
fruentimmer må der være i huset, det er grejt som dagen, det. For om kvellerne skal vi jo ha’ det lidt morosomt med sang og dans og sligt noget. Du må sanse på, det er
vejfarendes sjømænder på verdens hav. (nærmere) Vær nu ikke dum og stå dig selv ivejen, Regine. Hvad kan det bli’ til med dig herude? Kan det nytte dig til noget, at fruen har kostet lærdom på dig? Du skal jo passe ungerne på det nye asylet, hører jeg. Er det noget for dig, det? 1.utg: 16
Har du slig glupendes lyst til at gå og slide dig helseløs for de skidne ungernes skyld?
REGINE
Nej, gik det som jeg havde lyst til, så –. Nå, det kan vel komme. Det kan vel komme!
ENGSTRAND
Hvad for noget er det, som kan komme?
REGINE
Det er ikke så ilde.
REGINE
Tænker du ikke på at gi’ mig noget af de pengene?
HIS: 394
ENGSTRAND
Nej Gu’ tænker jeg ikke på det, nej.
REGINE
Pyt, det kan jeg gøre på egen hånd, hvis jeg har lyst til det.
ENGSTRAND
Du blev fan’ ikke længe hos mig, barnet mit. Det var nok ikke så vel. Hvis du forstod at te dig da. Så vakker en tøs, som du er ble’t på de sidste par år –
REGINE
Nå –?
HIS: 395
ENGSTRAND
Det vilde nok ikke vare længe før der kom en styrmand, – ja, kanske en kaptejn –
ENGSTRAND
Hvad har de ikke for noget?
REGINE
Jeg kender sjømændene, siger jeg. Det er ikke folk til at gifte sig med.
ENGSTRAND
REGINE
imod ham
Ud med dig!
REGINE
Jo! Snakker du om mor, så slår jeg. Ud med dig, siger jeg! (driver ham op mod havedøren) Og smeld ikke med dørene; den unge herr Alving –
REGINE
Han går ud gennem den anden dør, som Regine har åbnet og igen lukker efter ham.
Regine ser sig hastigt i spejlet, vifter sig med lommetørklædet og retter på sit kravebånd; derpå gir hun sig ifærd med blomsterne.
kravebånd; derpå gir hun sig ifærd med blomsterne.Pastor Manders, i overfrakke og med paraply, samt med en liden rejsetaske i en rem over skuldren, kommer gennem havedøren ind i blomsterværelset.
en liden rejsetaske i en rem over skuldren, kommer gennem havedøren ind i blomsterværelset.
PASTOR MANDERS
Ja, det har De visst ret i. Det tænker vi byfolk så lidet på.
Han begynder at drage overfrakken af.
REGINE
Hun går ud med sagerne gennem den anden dør tilhøjre. Pastor Manders tager rejsetasken af og lægger den og hatten på en stol. Imidlertid kommer Regine ind igen.
PASTOR MANDERS
Ah, det gjorde rigtig godt at komme i hus. Nå, her står dog alting vel til på gården?
REGINE
Jo, mange tak.
PASTOR MANDERS
Men dygtig travlt, kan jeg tænke, i anledning af imorgen?
HIS: 398
PASTOR MANDERS
Og fru Alving er forhåbentlig hjemme?
PASTOR MANDERS
Og frisk og rask, vil jeg håbe?
REGINE
PASTOR MANDERS
Hys, vi skal være så stille.
HIS: 399
PASTOR MANDERS
PASTOR MANDERS
Lagt Dem ud? Nå ja, kanske lidt; – så passeligt.
Kort ophold.
PASTOR MANDERS
Tak, tak, det haster ikke, mit kære barn. – Nå, men sig mig nu, min gode Regine, hvorledes går det så Deres far herude?
REGINE
Jo tak, herr pastor, det går ham nokså bra’.
REGINE
Nej, var han det? Han er altid så glad, når han får tale med pastoren.
HIS: 400
REGINE
PASTOR MANDERS
REGINE
Å ja, det kan gerne være, det.
PASTOR MANDERS
Han trænger til at ha’ nogen om sig, som han kan holde af, og hvis omdømme han kan lægge vægt på. Han erkendte det selv så trohjertigt, da han sidst var oppe hos mig.
REGINE
PASTOR MANDERS
REGINE
Men jeg ved ikke, om det går an for mig, i min alder, at styre huset for en enslig mandsperson.
PASTOR MANDERS
Hvad! Men kære jomfru Engstrand, det er jo Deres egen far, her er tale om!
HIS: 401
REGINE
PASTOR MANDERS
Men, min kære Regine –
REGINE
– en, som jeg kunde nære hengivenhed for og se op til og være ligesom i datters sted –
PASTOR MANDERS
Ja, men mit kære gode barn –
PASTOR MANDERS
Jeg? Nej, tilforladelig, om jeg det ved.
PASTOR MANDERS
rejser sig
Jo, det skal jeg nok, jomfru Engstrand.
REGINE
Ja, for hvis jeg –
HIS: 402
PASTOR MANDERS
Vil De kanske være så snil at hente fruen?
REGINE
Nu skal hun komme straks, herr pastor.
Hun går ud til venstre.
PASTOR MANDERS
går et par gange op og ned i stuen, står en stund i baggrunden med hænderne på ryggen og ser ud i haven. Derefter kommer han atter i nærheden af bordet, tar en bog og ser på titelbladet, studser og ser på flere
Hm, – ja så!
1.utg: 26
Fru Alving kommer ind gennem døren på venstre side. Hun er fulgt af Regine, som straks går ud gennem den forreste dør tilhøjre.
FRU ALVING
rækker ham hånden
Velkommen, herr pastor.
PASTOR MANDERS
Goddag, frue. Her har De mig, som jeg loved.
FRU ALVING
Altid på klokkeslettet.
PASTOR MANDERS
HIS: 403
FRU ALVING
PASTOR MANDERS
hurtigt
Mit tøj står nede hos landhandleren. Jeg blir der inat.
FRU ALVING
undertrykker et smil
Er De virkelig ikke at formå til at overnatte hos mig dennegang heller?
FRU ALVING
Nå, De skal få ha’ Deres vilje. Men jeg synes da rigtignok ellers, at vi to gamle mennesker –
PASTOR MANDERS
FRU ALVING
Ja tænk Dem, hvilken lykke for mig! Det er nu over to år siden han var hjemme sidst. Og så har han lovet at bli’ hos mig hele vinteren over.
PASTOR MANDERS
HIS: 404
FRU ALVING
FRU ALVING
PASTOR MANDERS
Tak. Det er Dem altså belejligt –?
FRU ALVING
Ja visst er det så.
Hun sætter sig ved bordet.
PASTOR MANDERS
Godt; så skal De da se –. (går hen til stolen, hvor rejsetasken ligger, tar en pakke papirer op af den, sætter sig på den modsatte side af bordet og søger en ryddig plads for papirerne) Her har vi nu for det første –. (afbrydende) Sig mig, fru Alving, hvorledes kommer de bøger her?
HIS: 405
PASTOR MANDERS
PASTOR MANDERS
Føler De, at De blir bedre eller lykkeligere ved den slags læsning?
FRU ALVING
Jeg synes, at jeg blir ligesom tryggere.
PASTOR MANDERS
Det var mærkeligt. Hvorledes det?
FRU ALVING
Jo, jeg får ligesom forklaring og bekræftelse på mangt og meget af det, jeg selv går og tænker mig. Ja for det er det underlige, pastor Manders, – der er egentlig sletikke noget nyt i disse bøger; der står ikke andet end det, som de fleste mennesker tænker og tror. Det er bare det, at de fleste mennesker ikke gør sig rede for det eller ikke vil være ved det.
PASTOR MANDERS
Nå du min Gud! Tror De for ramme alvor, at de fleste mennesker –?
HIS: 406
PASTOR MANDERS
Ja, men dog ikke her i landet vel? Ikke her hos os?
PASTOR MANDERS
Nå, det må jeg rigtignok sige –!
FRU ALVING
Men hvad har De da forresten egentlig at indvende imod de bøger?
PASTOR MANDERS
Indvende? De tror dog vel ikke, at jeg beskæftiger mig med at granske sådanne frembringelser?
FRU ALVING
Det vil sige, De kender sletikke, hvad De fordømmer?
PASTOR MANDERS
Jeg har læst tilstrækkeligt om disse skrifter for at misbillige dem.
FRU ALVING
Ja men Deres egen mening –
PASTOR MANDERS
Forresten benægter jeg naturligvis ikke, at der kan være adskilligt tiltrækkende ved deslige skrifter. Og jeg kan jo heller ikke fortænke Dem i, at De ønsker at gøre Dem bekendt med de åndelige strømninger, som efter sigende foregår ude i den store verden, – hvor De jo har ladet Deres søn færdes så længe. Men –
deslige skrifter. Og jeg kan jo heller ikke fortænke Dem i, at De ønsker at gøre Dem bekendt med de åndelige strømninger, som efter sigende foregår ude i den store verden, – hvor De jo har ladet Deres søn færdes så længe. Men –
FRU ALVING
Men –?
PASTOR MANDERS
sænker stemmen
Men man taler ikke om det, fru Alving. Man behøver dog virkelig ikke at gøre alle og enhver regnskab for, hvad man læser og hvad man tænker indenfor sine fire vægge.
FRU ALVING
Nej, naturligvis; det mener jeg også.
PASTOR MANDERS
PASTOR MANDERS
HIS: 408
FRU ALVING
Dokumenterne?
PASTOR MANDERS
Allesammen. Og i fuld stand. De kan tro, det har holdt hårdt at få dem i rette tid. Jeg har formelig måttet presse på. Autoriteterne er jo næsten pinlig samvittighedsfulde, når det gælder afgørelser. Men her har vi dem altså. (blader i bunken) Se her er thinglæst skøde på gårdparten Solvik, under herregården Rosenvold, med påstående nyopførte husebygninger, skolelokale, lærerbolig og kapel. Og her er approbationen på legatet og på statuterne for stiftelsen.
thinglæst skøde på gårdparten Solvik, under herregården Rosenvold, med påstående nyopførte husebygninger, skolelokale, lærerbolig og kapel. Og her er approbationen på legatet og på statuterne for stiftelsen. HU: 66
Vil De se – (læser) Statuter for børnehjemmet «Kaptejn Alvings minde».
FRU ALVING
ser længe på papiret
Der er det altså.
FRU ALVING
Ja ja, ganske som De synes.
Og her har De sparebankbogen over den rentebærende kapital, som er afsat for at dække asylets driftsomkostninger.
FRU ALVING
Tak; men vær så snil at beholde den for bekvemheds skyld.
HIS: 409
PASTOR MANDERS
Meget gerne. Jeg tænker, vi lar pengene bli’ stående i sparebanken for det første. Rentefoden er jo ikke meget tillokkende; fire procent på sex måneders opsigelse. Hvis man senere kunde komme over en god panteobligation, – det måtte naturligvis være første prioritet og et papir af utvilsom sikkerhed, – så kunde vi jo nærmere tales ved.
bli’ stående i sparebanken for det første. Rentefoden er jo ikke meget tillokkende; fire procent på sex måneders opsigelse. Hvis man senere kunde komme over en god panteobligation, – det måtte naturligvis være første prioritet og et papir af utvilsom sikkerhed, – så kunde vi jo nærmere tales ved.
FRU ALVING
Ja ja, kære pastor Manders, alt det skønner De bedst.
PASTOR MANDERS
Jeg skal ialfald ha’ øjnene med mig. – Men så er der en ting til, som jeg flere gange har tænkt at spørge Dem om.
FRU ALVING
Og hvad er det for noget?
PASTOR MANDERS
Ja, stop lidt, frue. Lad os se noget nærmere på sagen.
FRU ALVING
Jeg holder alting assureret, både bygninger og løsøre og avling og besætning.
HIS: 410
PASTOR MANDERS
FRU ALVING
Ja men fordi om –
PASTOR MANDERS
FRU ALVING
Nej, det synes rigtignok jeg også.
PASTOR MANDERS
PASTOR MANDERS
FRU ALVING
Ja, hvad forstår De egentlig ved virkelig meningsberettigede?
HIS: 411
PASTOR MANDERS
Nå, jeg tænker nærmest på mænd i såvidt uafhængige og indflydelsesrige stillinger, at man ikke godt kan undlade at tillægge deres meninger en viss vægt.
FRU ALVING
Af sådanne findes her adskillige, som kanske nok kunde ta’ anstød, ifald –
PASTOR MANDERS
FRU ALVING
Men for Deres vedkommende, kære herr pastor, ved De da ialfald med Dem selv at –
PASTOR MANDERS
Jeg kan heller ikke ganske bortsé fra den vanskelige, – ja, jeg kan gerne sige pinlige stilling, jeg muligens vilde komme i. I byens ledende kredse beskæftiger man sig meget med denne asylsag. Asylet er jo delvis oprettet til gavn for byen også, og
kommunale
fattigbyrder. Men da nu jeg har været Deres rådgiver og har styret det forretningsmæssige ved sagen, så må jeg befrygte, at de nidkære først og fremst vilde kaste sig over mig –
HIS: 412
forhåbentlig vil det i en ikke ubetragtelig grad komme til at lette vore
kommunale
fattigbyrder. Men da nu jeg har været Deres rådgiver og har styret det forretningsmæssige ved sagen, så må jeg befrygte, at de nidkære først og fremst vilde kaste sig over mig –
FRU ALVING
Ja, det bør De ikke udsætte Dem for.
PASTOR MANDERS
Ikke at tale om de angreb, der utvilsomt vilde blive rettet imod mig i visse blade og tidsskrifter, som –
PASTOR MANDERS
De vil altså ikke, at der skal assureres?
FRU ALVING
Nej; vi lar det være.
PASTOR MANDERS
læner sig tilbage i stolen
Men hvis nu ulykken engang var ude? En kan jo aldrig vide –. Vilde De så kunne oprette skaden igen?
FRU ALVING
Nej, det siger jeg Dem rent ud, det vilde jeg aldeles ikke.
HIS: 413
PASTOR MANDERS
Ja men ved De hvad, fru Alving, – da er det igrunden et betænkeligt ansvar vi tar på os.
FRU ALVING
Men synes De da, at vi kan andet?
PASTOR MANDERS
FRU ALVING
Lad os håbe det, pastor Manders.
FRU ALVING
Ja visst skal vi så.
PASTOR MANDERS
Godt. Som De vil. (noterer) Altså – ikke assurere.
HIS: 414
FRU ALVING
Det var ellers underligt, at De kom til at tale om dette her netop idag –
PASTOR MANDERS
Jeg har tidt tænkt at spørge Dem om det –
FRU ALVING
– for igår havde vi sånær fåt en ildebrand dernede.
PASTOR MANDERS
Hvad for noget!
PASTOR MANDERS
Hvor Engstrand arbejder?
FRU ALVING
Ja. Han skal mangengang være så uforsigtig med fyrstikker, siges der.
PASTOR MANDERS
FRU ALVING
Så? Hvem siger det?
HIS: 415
PASTOR MANDERS
Det har han selv forsikkret mig. Og en flink arbejder er han jo også.
FRU ALVING
Å ja, sålænge han er ædru –
PASTOR MANDERS
Ja, den sørgelige svaghed! Men han er mangengang nødt til det for sit dårlige bens skyld, siger han. Sidste gang han var i byen,
1.utg: 40
blev jeg virkelig rørt over ham. Han kom op til mig og takked mig så inderligt, fordi jeg havde skaffet ham arbejde her, så han kunde få være sammen med Regine.
PASTOR MANDERS
Jo, han taler med hende hver dag, det sad han selv og fortalte mig.
FRU ALVING
Ja ja, kan være.
PASTOR MANDERS
Han føler så godt, at han trænger til nogen, som kan holde ham tilbage, når fristelsen nærmer sig. Det er det elskelige ved Jakob Engstrand, dette, at han kommer så rent hjælpeløs til en og anklager sig selv og bekender sin skrøbelighed. Sidst han var oppe og talte med mig –. Hør, fru Alving, hvis det skulde være ham en hjertets fornødenhed at få Regine hjem til sig igen –
fornødenhed at få Regine hjem til sig igen –
HIS: 416
FRU ALVING
rejser sig hurtigt
Regine!
PASTOR MANDERS
– så må De ikke sætte Dem imod det.
PASTOR MANDERS
Men betænk, han er dog hendes far –
FRU ALVING
Å, jeg ved bedst, hvad slags far han har været for hende. Nej, til ham skal hun aldrig komme med min gode vilje.
PASTOR MANDERS
rejser sig
Men kære frue, tag det da ikke så hæftigt. Det er så sørgeligt, hvorledes De miskender snedker Engstrand. Det er jo som om De blev rent forskrækket –
FRU ALVING
stillere
let overfrakke, med hat i hånden og røgende af en stor merskumspibe, kommer ind gennem døren tilvenstre.
HIS: 417
Osvald Alving, i en let overfrakke, med hat i hånden og røgende af en stor merskumspibe, kommer ind gennem døren tilvenstre.
OSVALD
blir stående ved døren
Å om forladelse – jeg trode man sad i kontoret. (kommer nærmere) Goddag, herr pastor.
FRU ALVING
Ja, hvad siger De om ham der, pastor Manders?
PASTOR MANDERS
Jeg siger, – jeg siger –. Nej, men er det da virkelig –?
PASTOR MANDERS
Men min kære unge ven –
FRU ALVING
Osvald tænker på dengang De havde så meget imod, at han blev maler.
HIS: 418
PASTOR MANDERS
OSVALD
Ja, hvad skulde De ellers kalde mig?
OSVALD
Vi bør håbe det.
FRU ALVING
strålende fornøjet
Jeg ved en, som har bevaret både sit indre og sit ydre menneske ufordærvet. Se bare på ham, pastor Manders.
OSVALD
driver opover gulvet
Ja ja, kære mor, lad nu det være.
PASTOR MANDERS
Jeg kan tænke mig det. Og så forbereder man sig og samler kræfter til noget stort.
OSVALD
Ja. – Mor, skal vi snart spise?
FRU ALVING
Om en liden halv time. Madlyst har han da, Gud ske lov.
PASTOR MANDERS
Og smag for tobak også.
OSVALD
Jeg fandt fars pibe oppe på kammeret og så –
PASTOR MANDERS
Aha, der har vi det altså!
FRU ALVING
Hvilket?
PASTOR MANDERS
Da Osvald kom der i døren med piben i munden, var det som jeg så hans far lyslevende.
OSVALD
Nej virkelig?
HIS: 420
FRU ALVING
Ja; men der er et drag ved mundvigerne, noget ved læberne, som minder så grangiveligt om Alving – ialfald nu han røger.
PASTOR MANDERS
Å ja, å ja; adskillige af mine embedsbrødre har et lignende drag.
FRU ALVING
Men sæt piben fra dig, min kære gut; jeg vil ikke ha’ røg herinde.
OSVALD
gør så
Gerne. Jeg vilde bare prøve den; for jeg har engang røgt af den som barn.
FRU ALVING
Du?
OSVALD
Ja. Jeg var ganske liden dengang. Og så husker jeg, jeg kom op på kammeret til far en aften, han var så glad og lystig.
FRU ALVING
Å, du husker ingenting fra de år.
PASTOR MANDERS
Det var da højst besynderligt.
FRU ALVING
Kære, det er bare noget Osvald har drømt.
OSVALD
Nej, mor, jeg har aldeles ikke drømt det. For – kan du ikke huske det – så kom du ind og bar mig ud i barnekammeret. Der fik jeg ondt og jeg så, at du græd. – Gjorde far ofte slige spilopper?
PASTOR MANDERS
I sin ungdom var han en særdeles livsglad mand –
OSVALD
PASTOR MANDERS
Ja, De har i sandhed taget en virksom og værdig mands navn i arv, min kære Osvald Alving. Nå, det vil forhåbentlig være Dem en spore –
HIS: 422
PASTOR MANDERS
OSVALD
Mindre kunde jeg da ikke gøre for far.
FRU ALVING
Og at jeg får beholde ham så længe; – det er nu det aller smukkeste af ham.
PASTOR MANDERS
Ja, De blir jo hjemme vinteren over, hører jeg.
OSVALD
Jeg blir hjemme på ubestemt tid, herr pastor. – Å, det er dog dejligt at være kommen hjem!
FRU ALVING
strålende
Ja, ikke sandt, du?
PASTOR MANDERS
ser deltagende på ham
De kom tidligt ud i verden, min kære Osvald.
OSVALD
Jeg gjorde det. Undertiden tænker jeg, om det ikke var for tidligt.
OSVALD
Det må jeg rigtignok være enig med pastoren i.
PASTOR MANDERS
Se nu bare til Deres egen søn. Ja, vi kan jo godt tale om det i hans nærværelse. Hvad har følgen været for ham? Han er bleven sex–syv og tyve år gammel og har aldrig fåt anledning til at lære et ordentligt hjem at kende.
OSVALD
Om forladelse, herr pastor, – der tar De aldeles fejl.
PASTOR MANDERS
Så? Jeg trode, De havde færdedes sågodtsom udelukkende i kunstnerkredsene.
OSVALD
Det har jeg også.
PASTOR MANDERS
Og mest iblandt de yngre kunstnere.
PASTOR MANDERS
Men jeg trode, de fleste af de folk ikke havde råd til at stifte familje og grundlægge et hjem.
HIS: 424
OSVALD
PASTOR MANDERS
Ja, det er jo det, jeg siger.
OSVALD
Men de kan jo derfor ha’ et hjem. Og det har også en og anden; og det et meget ordentligt og et meget hyggeligt hjem.
Fru Alving følger spændt med, nikker men siger intet.
PASTOR MANDERS
Men det er jo ikke ungkarlshjem, jeg taler om. Ved et hjem forstår jeg et familjehjem, hvor en mand lever med sin hustru og sine børn.
OSVALD
Ja; eller med sine børn og med sine børns mor.
PASTOR MANDERS
Lever sammen med – sine børns mor!
HIS: 425
PASTOR MANDERS
PASTOR MANDERS
Men hvor er det muligt, at en – en blot nogenlunde vel opdragen mand eller ung kvinde kan bekvemme sig til at leve på den måde – lige for almenhedens øjne!
OSVALD
Men hvad skal de da gøre? En fattig ung kunstner, – en fattig ung pige –. Det koster mange penge at gifte sig. Hvad skal de så gøre?
PASTOR MANDERS
FRU ALVING
Nej, den kommer De ikke langt med!
HIS: 426
PASTOR MANDERS
vedblivende
OSVALD
Jeg vil sige Dem noget, herr pastor. Jeg har været en stadig søndagsgæst i et par slige uregelmæssige hjem –
PASTOR MANDERS
Og det om søndagene!
OSVALD
Ja, da skal man jo more sig. Men aldrig har jeg der hørt et anstødeligt ord, og endnu mindre har jeg været vidne til noget, som kunde kaldes usædeligt. Nej; ved De når og hvor jeg har truffet usædeligheden i kunstnerkredsene?
PASTOR MANDERS
Nej, Gud være lovet!
Nå, da skal jeg tillade mig at sige det. Jeg har truffet den, når en og anden af vore mønstergyldige ægtemænd og familjefædre kom derned for at se sig om en smule på egen hånd – og så gjorde kunstnerne den ære at opsøge dem i deres tarvelige knejper. Da kunde vi få vide besked. De herrer vidste at fortælle os både om steder og om ting, som vi aldrig havde drømt om.
tarvelige knejper. Da kunde vi få vide besked. De herrer vidste at fortælle os både om steder og om ting, som vi aldrig havde drømt om.
HIS: 427
PASTOR MANDERS
Hvad? Vil De påstå, at hæderlige mænd her hjemmefra skulde –?
OSVALD
PASTOR MANDERS
Jo, naturligvis –
FRU ALVING
Det har jeg også hørt.
OSVALD
Ja, man kan trygt tro dem på ordet. Der er sagkyndige folk iblandt. (griber sig om hodet) Å – at det skønne, herlige frihedsliv derude, – at det skal således tilsøles.
OSVALD
Nej, du har ret i det, mor. Det er nok ikke sundt for mig. Det er den fordømte trætheden, ser du. Ja, nu går jeg en liden tur før bordet. Undskyld, herr pastor; De kan ikke sætte Dem ind i det; men det kom således over mig.
Han går ud gennem den anden dør tilhøjre.
FRU ALVING
Min stakkers gut –!
HIS: 428
PASTOR MANDERS
Ja, det må De nok sige. Så vidt er det altså kommet med ham!
Fru Alving ser på ham og tier.
Fru Alving ser fremdeles på ham.
PASTOR MANDERS
standser
Ret? Ret! I sådanne grundsætninger!
FRU ALVING
Her i min ensomhed er jeg kommen til at tænke ligedan, herr pastor. Men jeg har aldrig dristet mig til at røre ved det. Nu, godt og vel; min gut skal tale for mig.
PASTOR MANDERS
De er en beklagelsesværdig kvinde, fru Alving. Men nu vil jeg tale et alvorsord til Dem. Nu er det ikke længer Deres forretningsfører og rådgiver, ikke Deres og Deres afdøde mands ungdomsven, som står for Dem. Det er presten, således, som han stod for Dem i det mest forvildede øjeblik i Deres liv.
FRU ALVING
Og hvad er det, presten har at sige mig?
HIS: 429
PASTOR MANDERS
PASTOR MANDERS
Mindes De, at De efter knapt et års ægteskab stod på afgrundens yderste rand? At De forlod Deres hus og hjem, – at De flygted fra Deres mand; – ja, fru Alving, flygted, flygted, og nægted at vende tilbage til ham, så meget han end trygled og bad Dem om det?
FRU ALVING
Har De glemt, hvor grænseløs ulykkelig jeg følte mig i dette første år?
PASTOR MANDERS
FRU ALVING
HIS: 430
PASTOR MANDERS
Jeg ved såre vel, hvilke rygter der gik om ham; og jeg er den, som mindst af alle billiger hans vandel i ungdomsårene, såfremt rygterne en hustru er ikke sat til at være sin husbonds dommer. Det havde været Deres skyldighed med ydmygt sind at bære det kors, som en højere vilje havde eragtet tjenligt for Dem. Men i det sted afkaster De i oprørskhed korset, forlader den snublende, som De skulde have støttet, går hen og sætter Deres gode navn og rygte på spil, og – er nær ved at forspilde andres rygte ovenikøbet.
billiger hans vandel i ungdomsårene, såfremt rygterne 1.utg: 56
medførte sandhed. Men en hustru er ikke sat til at være sin husbonds dommer. Det havde været Deres skyldighed med ydmygt sind at bære det kors, som en højere vilje havde eragtet tjenligt for Dem. Men i det sted afkaster De i oprørskhed korset, forlader den snublende, som De skulde have støttet, går hen og sætter Deres gode navn og rygte på spil, og – er nær ved at forspilde andres rygte ovenikøbet.
FRU ALVING
Andres? En andens, mener De nok.
PASTOR MANDERS
Det var overmåde hensynsløst af Dem at søge tilflugt hos mig.
FRU ALVING
Hos vor prest? Hos vor husven?
PASTOR MANDERS
Jeg var kun et ringe redskab i en højeres hånd. Og hvorledes har ikke det, at jeg fik Dem bøjet ind under pligt og lydighed, hvorledes har ikke det vokset sig stort til velsignelse for alle HIS: 431
Deres følgende levedage? Gik det ikke, som jeg forudsagde Dem? Vendte ikke Alving sine forvildelser ryggen, således, som det sømmer sig en mand? Leved han ikke siden HU: 79
den tid kærligt og ulasteligt med Dem alle sine dage? Blev han ikke en velgører for denne egn, og hæved han ikke Dem således op til sig, at De efterhånden blev en medarbejder i alle hans foretagender? Og det en dygtig medarbejder; – å, jeg ved det, fru Alving; den ros skal jeg gi’ Dem. – Men nu kommer jeg til det næste store fejltrin i Deres liv.
FRU ALVING
Hvad vil De sige med det?
PASTOR MANDERS
FRU ALVING
Ah –!
PASTOR MANDERS
De har været behersket af en uheldsvanger selvrådighedens ånd alle Deres dage. Al Deres tragten har været vendt imod det tvangløse og satte Deres barn ud til fremmede.
uheldsvanger selvrådighedens ånd alle Deres dage. Al Deres tragten har været vendt imod det tvangløse og 1.utg: 58
det lovløse. Aldrig har De villet tåle noget bånd på Dem. Alt, hvad der har besværet Dem i livet, har De hensynsløst og samvittighedsløst afkastet, lig en byrde, De selv havde rådighed over. Det behaged Dem ikke længer at være hustru, og De rejste fra Deres mand. Det faldt Dem besværligt at være moder, og De satte Deres barn ud til fremmede.
FRU ALVING
Ja, det er sandt; det har jeg gjort.
HIS: 432
PASTOR MANDERS
Men derfor er De også bleven en fremmed for ham.
FRU ALVING
Nej, nej; det er jeg ikke!
PASTOR MANDERS
Det er De; det må De være. Og hvorledes har De fåt ham igen! Betænk Dem vel, fru Alving. De har forbrudt meget imod Deres mand; – dette erkender De ved at rejse ham hint minde dernede. Erkend nu også, hvad De har forbrudt imod Deres søn; det tør endnu være tid til at føre ham tilbage fra forvildelsens stier. Vend selv om; og oprejs, hvad der dog måske endnu kan oprejses i ham. Thi (med hævet skyldbetynget moder! – Dette har jeg anset det for min pligt at måtte sige Dem.
det tør endnu være tid til at føre ham tilbage fra forvildelsens stier. Vend selv om; og oprejs, hvad der dog måske endnu kan oprejses i ham. Thi (med hævet HU: 80
pegefinger) i sandhed, fru Alving, De er en skyldbetynget moder! – Dette har jeg anset det for min pligt at måtte sige Dem.Taushed.
De har nu talt, herr pastor; og imorgen skal De tale offentligt til min mands erindring. Jeg skal ikke tale imorgen. Men nu vil jeg tale lidt til Dem, ligesom De har talt til mig.
PASTOR MANDERS
Naturligvis; De vil fremføre undskyldninger for Deres færd –
FRU ALVING
Nej. Jeg vil bare fortælle.
PASTOR MANDERS
Nu –?
HIS: 433
FRU ALVING
Alt, hvad De nys sagde her om mig og min mand og om vort samliv, efterat De, som De kaldte det, havde ført mig tilbage til pligtens vej, – alt det er noget, som De jo sletikke kender af egen iagttagelse. Fra det øjeblik satte De – vor daglige omgangsven – ikke mere Deres fod i vort hus.
PASTOR MANDERS
De og Deres mand flytted jo fra byen straks efter.
FRU ALVING
PASTOR MANDERS
sagte og usikkert
FRU ALVING
PASTOR MANDERS
Kære – fru Alving, dette er en så umådelig overdrivelse –
FRU ALVING
HIS: 434
PASTOR MANDERS
Nu ja vel; og hvad så?
FRU ALVING
Men nu, Manders, nu vil jeg sige Dem sandheden. Jeg har svoret ved mig selv, at De engang skulde få den at vide. De alene!
FRU ALVING
PASTOR MANDERS
famler efter en stol
Hvad var det De sagde?
FRU ALVING
Efter nitten års ægteskab lige så ryggesløs, – i sine lyster ialfald, – som han var før De vied os.
PASTOR MANDERS
Og disse ungdomsvildfarelser, – disse uregelmæssigheder, – udskejelser, om De så vil, kalder De ryggesløst levnet!
FRU ALVING
Vor huslæge brugte det udtryk.
PASTOR MANDERS
Nu forstår jeg Dem ikke.
FRU ALVING
Behøves ikke heller.
HIS: 435
PASTOR MANDERS
FRU ALVING
Ikke en smule andet. Nu ved De det.
PASTOR MANDERS
Dette – det finder jeg mig sent tilrette i. Jeg kan ikke fatte det! Ikke fastholde det! Men hvorledes var det da muligt at –? Hvorledes har sådant noget kunnet holdes skjult?
FRU ALVING
Det har også været min uophørlige kamp dag efter dag. Da vi havde fåt Osvald syntes jeg det blev ligesom noget bedre med Alving. Men det vared ikke længe. Og nu måtte jeg jo kæmpe dobbelt, kæmpe på liv og død for at ingen skulde få vide, hvad mit
HU: 82
barns far var for et menneske. Og så ved De jo, hvor hjertevindende Alving var. Ingen syntes de kunde tro andet end godt om ham. Han var af de slags folk, hvis levnet ikke bider på deres rygte. Men så, Manders, – det skal De også vide, – så kom det afskyeligste af det altsammen.
PASTOR MANDERS
Afskyeligere end dette!
FRU ALVING
HIS: 436
PASTOR MANDERS
Hvad siger De! Her!
FRU ALVING
PASTOR MANDERS
Nu ja –?
FRU ALVING
PASTOR MANDERS
Hvilken usømmelig letsindighed af ham! Å, men mere end en letsindighed har det ikke været, fru Alving. Tro mig på det.
FRU ALVING
HIS: 437
FRU ALVING
Jeg havde tålt meget i dette hus. For at holde ham hjemme om aftenerne – og om nætterne lønlige svirelag oppe på kammeret. Der har jeg måttet sidde på tomandshånd med ham, har måttet klinke og drikke med ham, høre på hans utérlige sansesløse snak, har måttet kæmpe nævekampe med ham for at få slæbt ham i seng –
HU: 83
måtte jeg gøre mig til selskabsbror i hans lønlige svirelag oppe på kammeret. Der har jeg måttet sidde på tomandshånd med ham, har måttet klinke og drikke med ham, høre på hans utérlige sansesløse snak, har måttet kæmpe nævekampe med ham for at få slæbt ham i seng –
PASTOR MANDERS
rystet
At De har kunnet bære alt dette.
FRU ALVING
Jeg havde min lille gut at bære det for. Men da så den sidste forhånelse kom til; da min egen tjenestepige –; da svor jeg ved mig selv: dette skal ha’ en ende! Og så tog jeg magten i huset – hele magten – både over ham og over alt det øvrige. For nu havde jeg våben imod ham, ser De; han turde ikke kny. Dengang var det Osvald blev sat ud. Han gik da i det syvende år, og begyndte at lægge mærke til og gøre spørsmål, som børn plejer gøre. Alt dette kunde jeg ikke tåle, Manders. Jeg syntes, barnet måtte forgiftes bare ved at ånde i dette
ha’ en ende! Og så tog jeg magten i huset – hele magten – både over ham og over alt det øvrige. For nu havde jeg våben imod ham, ser De; han turde ikke kny. Dengang var det Osvald blev sat ud. Han gik da i det syvende år, og begyndte at lægge mærke til og gøre spørsmål, som børn plejer gøre. Alt dette kunde jeg ikke tåle, Manders. Jeg syntes, barnet måtte forgiftes bare ved at ånde i dette 1.utg: 65
tilsølede hjem. Derfor var det jeg satte ham ud. Og nu skønner De også, hvorfor han aldrig fik sætte sin fod her hjemme, så længe hans far leved. Der er ingen, som ved, hvad det har kostet mig.
PASTOR MANDERS
De har da i sandhed prøvet livet.
FRU ALVING
Jeg havde aldrig holdt det ud, hvis jeg ikke havde havt mit arbejde. Ja, for jeg tør nok sige, at jeg har arbejdet! Alle disse forøgelser af jordegodset, alle forbedringerne, alle de nyttige fremfærd til sligt? Han, som lå hele dagen på sofaen og læste i en gammel statskalender! Nej; nu vil jeg sige Dem det også: jeg var den, som drev ham ivej, når han havde sine lysere mellemstunder; mig var det, som måtte
dra’ hele læsset, når han så igen begyndte på sine udskejelser eller faldt sammen i jammer og ynkelighed.
HIS: 438
indretninger, som Alving fik pris og berøm for, – tror De han havde fremfærd til sligt? Han, som lå hele dagen på sofaen og læste i en gammel statskalender! Nej; nu vil jeg sige Dem det også: jeg var den, som drev ham ivej, når han havde sine lysere mellemstunder; mig var det, som måtte
dra’ hele læsset, når han så igen begyndte på sine udskejelser eller faldt sammen i jammer og ynkelighed.
FRU ALVING
Der ser De den onde samvittigheds magt.
PASTOR MANDERS
Den onde –? Hvad mener De?
Det stod mig altid for, at det var umuligt andet, end at sandheden måtte komme ud, og bli troet på. Derfor skulde asylet ligesom slå alle rygterne ned og rydde al tvil afvejen.
PASTOR MANDERS
Da har De visselig ikke forfejlet Deres hensigt, fru Alving.
FRU ALVING
Og så havde jeg en grund til. Jeg vilde ikke, at Osvald, min egen gut, skulde ta’ nogetsomhelst i arv efter sin far.
PASTOR MANDERS
Det er altså for Alvings formue, at –?
HIS: 439
FRU ALVING
Ja. De summer, jeg år efter andet har skænket til dette asyl, udgør det beløb, – jeg har regnet det nøje ud, – det beløb, som i sin tid gjorde løjtnant Alving til et godt parti.
PASTOR MANDERS
Jeg forstår Dem –
FRU ALVING
Det var købesummen –. Jeg vil ikke, at de penge skal gå over i Osvalds hænder. Min søn skal ha’ alting fra mig, skal han.
Osvald Alving kommer gennem den anden dør tilhøjre; hat og overfrakke har han skilt sig ved udenfor.
OSVALD
Ja; hvad skal man ude i dette evindelige regnvejr? Men jeg hører, vi skal tilbords. Det er prægtigt!
REGINE
med en pakke, fra spisestuen
Her er kommet en pakke til fruen. (rækker hende den)
FRU ALVING
med et blik på pastor Manders
Festsangene til imorgen formodentlig.
PASTOR MANDERS
Hm –
REGINE
Og så er der serveret.
REGINE
til Osvald
Ønsker herr Alving hvid eller rød portvin?
OSVALD
Begge dele, jomfru Engstrand.
Hun går ind i spisestuen.
OSVALD
Jeg får vel hjælpe med flaskekorkene – (går ligeledes ind i spisestuen, hvis dør glider halvt op efter ham)
FRU ALVING
som har åbnet pakken
Jo, ganske rigtig; her har vi festsangene, pastor Manders.
PASTOR MANDERS
med foldede hænder
Hvorledes jeg imorgen med frejdigt sind skal kunne holde min tale, det –!
FRU ALVING
Å, det finder De nok ud af.
HIS: 441
FRU ALVING
dæmpet men fast
Nej. Men så er også dette lange stygge komediespil tilende. Fra iovermorgen af skal det være for mig, som om den døde aldrig havde levet i dette hus. Her skal ingen anden være, end min gut og hans mor.
Inde i spisestuen høres larm af en stol, som væltes; samtidigt høres
FRU ALVING
farer sammen i rædsel
Ah –!
Hun stirrer som i vildelse mod den halvåbne dør. Osvald høres hoste og nynne derinde. En flaske trækkes op.
PASTOR MANDERS
oprørt
Men hvad er dog dette for noget! Hvad er det, fru Alving?
FRU ALVING
hæst
Gengangere. Parret fra blomsterværelset – går igen.
PASTOR MANDERS
Hvad siger De! Regine –? Er hun –?
FRU ALVING
Ja. Kom. Ikke et ord –!
Hun griber pastor Manders om armen og går vaklende henimod spisestuen.
Samme stue. Regntågen ligger fremdeles tungt over landskabet.
Pastor Manders og fru Alving kommer ud fra spisestuen.
FRU ALVING
endnu i døren
Velbekomme, herr pastor. (taler ind i spisestuen) Kommer du ikke med, Osvald?
OSVALD
indenfor
Nej tak; jeg tror jeg går lidt ud.
FRU ALVING
Ja gør det; for nu er det en smule opholdsvejr. (lukker spisestuedøren og går hen til forstuedøren og kalder) Regine!
REGINE
udenfor
Ja, frue?
REGINE
Ja vel, frue.
Fru Alving forvisser sig om, at Regine går; derpå lukker hun døren.
HIS: 443
PASTOR MANDERS
Han kan dog ikke høre noget derinde?
FRU ALVING
Ikke når døren er lukket. Desuden så går han jo ud.
PASTOR MANDERS
FRU ALVING
i behersket uro, går op og ned
Jeg ikke heller. Men hvad er her at gøre?
PASTOR MANDERS
FRU ALVING
Jeg er overbevist om, at endnu er ingen ulykke sket.
FRU ALVING
Det hele er et løst indfald af Osvald; det kan De være viss på.
PASTOR MANDERS
Ja, jeg er jo, som sagt, ikke inde i den slags ting; men jeg synes dog tilforladelig –
FRU ALVING
Ud af huset må hun jo. Og det straks. Det er en soleklar sag –
HIS: 444
PASTOR MANDERS
Ja det forstår sig.
FRU ALVING
Men hvorhen? Vi kan da ikke forsvare at –
PASTOR MANDERS
Hvorhen? Naturligvis hjem til sin far.
PASTOR MANDERS
Til sin –. Nej, men Engstrand er jo ikke –. Men, Herregud, frue, hvorledes er dette muligt? De må jo dog ta’ fejl alligevel.
PASTOR MANDERS
Nej, det var vel det eneste.
FRU ALVING
Pigen kom straks af tjenesten, og fik en temmelig rigelig sum for at tie indtil vidre. Resten sørged hun selv for, da hun kom ind til byen. Hun fornyed gammelt bekendtskab med snedker Engstrand, lod sig vel forlyde med, kan jeg tro, hvor mange penge hun havde, og bildte ham så noget ind om en eller anden udlænding, som skulde ha’ ligget her med et lystfartøj den sommer. Så blev hun og Engstrand viet i huj og hast. Ja, De vied dem jo selv.
kom straks af tjenesten, og fik en temmelig rigelig sum for at tie indtil vidre. Resten sørged hun selv for, da hun kom ind til byen. Hun fornyed gammelt bekendtskab med snedker Engstrand, lod sig vel forlyde med, kan jeg tro, hvor mange penge hun havde, og bildte ham så noget ind om en eller anden udlænding, som skulde ha’ ligget her med et lystfartøj den sommer. Så blev hun og Engstrand viet i huj og hast. Ja, De vied dem jo selv.
HIS: 445
PASTOR MANDERS
Men hvorledes skal jeg da forklare mig –? Jeg husker tydeligt, da Engstrand kom for at bestille vielsen. Han var så rent sønderknust, og anklaged sig så bitterligt for den letsindighed, han og hans forlovede havde gjort sig skyldig i.
Men en sådan uoprigtighed af ham! Og det imod mig! Det havde jeg tilforladelig ikke troet om Jakob Engstrand. Nå, jeg skal rigtignok ta’ ham alvorligt for mig; det kan han belave sig på. – Og så det usædelige i en sådan forbindelse! For penges skyld –! Hvor stort var det beløb, pigen havde at råde over?
tilforladelig ikke troet om Jakob Engstrand. Nå, jeg skal rigtignok ta’ ham alvorligt for mig; det kan han belave sig på. – Og så det usædelige i en sådan forbindelse! For penges skyld –! Hvor stort var det beløb, pigen havde at råde over?
PASTOR MANDERS
FRU ALVING
Hvad siger De da om mig, som gik hen og lod mig ægtevie til en falden mand?
PASTOR MANDERS
Men Gud bevare os vel; – hvad er det, De siger? En falden mand!
HIS: 446
FRU ALVING
Tror De kanske Alving var renere, da jeg gik med ham til alteret, end Johanne var, da Engstrand lod sig vie til hende?
PASTOR MANDERS
Ja men det er dog så himmelvidt forskellige ting –
PASTOR MANDERS
FRU ALVING
ser ikke på ham
Jeg trode De forstod, hvorhen det, De kalder mit hjerte, havde forvildet sig dengang.
PASTOR MANDERS
fremmed
Havde jeg forståt noget sådant, var jeg ikke bleven en daglig gæst i Deres mands hus.
FRU ALVING
Ja, det står ialfald fast, at med mig selv berådte jeg mig sandelig ikke.
HIS: 447
FRU ALVING
PASTOR MANDERS
Udfaldet kan ingen gøres ansvarlig for. Så meget står ialfald fast, at Deres ægteskab blev stiftet overensstemmende med fuld lovlig orden.
FRU ALVING
ved vinduet
PASTOR MANDERS
Fru Alving, nu forsynder De Dem.
FRU ALVING
PASTOR MANDERS
Hvad mener De med det?
FRU ALVING
trommer på vinduskarmen
HIS: 448
FRU ALVING
Havde folk fåt noget at vide, så havde de sagt som så: stakkers mand, det er rimeligt, at han skejer ud, han, som har en kone, der løber ifra ham.
PASTOR MANDERS
Med en viss ret kunde sådant nok siges.
FRU ALVING
ser fast på ham
FRU ALVING
Ja jeg ved det. Jeg ved det jo! Jeg oprøres selv ved den tanke. (går fra vinduet) Så fejg er jeg.
HIS: 449
FRU ALVING
PASTOR MANDERS
Er der ikke en røst i Deres morshjerte, som forbyder Dem at nedbryde Deres søns idealer?
FRU ALVING
Ja men sandheden da?
PASTOR MANDERS
Ja men idealerne da?
FRU ALVING
Å – idealer, idealer! Hvis jeg bare ikke var så fejg, som jeg er!
PASTOR MANDERS
PASTOR MANDERS
Og disse hans forestillinger har De selv vakt og næret hos ham gennem Deres breve.
FRU ALVING
HIS: 450
PASTOR MANDERS
De har grundfæstet en lykkelig illusion hos Deres søn, fru Alving, – og det bør De sandeligen ikke skatte ringe.
FRU ALVING
PASTOR MANDERS
Hvorledes? Hvad så?
PASTOR MANDERS
Nå, hvad så? Hvad mener De?
FRU ALVING
Hvis jeg ikke var så gudsjammerlig fejg, som jeg er, så vilde jeg sige til ham: gift dig med hende, eller indret jer som I vil; men bare ikke noget bedrag.
PASTOR MANDERS
Men du forbarmende –! Et lovformeligt ægteskab endogså! Noget så forskrækkeligt –! Noget så uhørt –!
HIS: 451
FRU ALVING
Ja, siger De uhørt? Hånden på hjertet, pastor Manders; tror De ikke, at der ude omkring i landet findes adskillige ægtepar, som er lige så nær i slægt?
PASTOR MANDERS
Jeg forstår Dem aldeles ikke.
FRU ALVING
Å jo såmæn gør De så.
PASTOR MANDERS
FRU ALVING
Men jeg vil det jo ikke. Jeg vilde ikke kunne tilstæde det for nogen pris i verden; det er jo netop det jeg siger.
PASTOR MANDERS
Nej, fordi De er fejg, som De udtrykker Dem. Men hvis De altså ikke var fejg –! Du min skaber, – en så oprørende forbindelse!
FRU ALVING
FRU ALVING
FRU ALVING
Gengangeragtigt. Da jeg hørte Regine og Osvald derinde, var det som jeg så gengangere for mig. Men jeg tror næsten, vi er gengangere allesammen, pastor Manders. Det er ikke bare det, vi har arvet fra far og mor, som går igen i os. Det er alleslags gamle afdøde meninger og alskens gammel afdød tro og sligt noget. Det er ikke levende i os; men det sidder i alligevel og vi kan ikke bli’ det kvit. Bare jeg tar en avis og læser i, er det ligesom jeg så gengangere smyge imellem linjerne. Der må leve gengangere hele landet udover. Der må være så tykt af dem som sand, synes jeg. Og så er vi så gudsjammerlig lysrædde allesammen.
lysrædde allesammen.
PASTOR MANDERS
Aha, – der har vi altså udbyttet af Deres læsning. Skønne frugter isandhed! Å, disse afskyelige, oprørske, fritænkerske skrifter!
HIS: 453
FRU ALVING
PASTOR MANDERS
Jeg!
Ja, da De tvang mig ind under det, som De kaldte pligt og skyldighed; da De lovpriste som ret og rigtigt, hvad hele mit sind oprørte sig imod, som imod noget vederstyggeligt. Da var det jeg begyndte at se Deres lærdomme efter i sømmene. Jeg vilde bare pille ved en eneste knude; men da jeg havde fåt den løst, så rakned det op altsammen. Og så skønte jeg, at det var maskinsøm.
maskinsøm.
FRU ALVING
Kald det heller Deres ynkeligste nederlag.
PASTOR MANDERS
Det var mit livs største sejr, Helene; sejren over mig selv.
FRU ALVING
Det var en forbrydelse imod os begge.
PASTOR MANDERS
PASTOR MANDERS
Vi to forstår ikke hinanden.
FRU ALVING
Ikke nu længer ialfald.
PASTOR MANDERS
Aldrig, – aldrig i mine lønligste tanker engang, har jeg set Dem anderledes, end som en andens ægtefælle.
FRU ALVING
Ja – tro det?
PASTOR MANDERS
Ikke jeg. Jeg er den samme, som jeg altid var.
FRU ALVING
slår om
PASTOR MANDERS
De udvendige skal jeg nok hjælpe Dem at få bugt med. Efter alt, hvad jeg med forfærdelse har hørt af Dem idag, kan jeg ubefæstet pige forblive i Deres hus.
HIS: 455
ikke for min samvittighed forsvare at lade en ung ubefæstet pige forblive i Deres hus.
FRU ALVING
PASTOR MANDERS
FRU ALVING
Regine blev tidlig voksen.
PASTOR MANDERS
Det banker på døren til forstuen.
PASTOR MANDERS
Aha! Hm –
HIS: 456
FRU ALVING
Er det Dem, Engstrand?
ENGSTRAND
– der var ingen af pigerne tilstede, og så tog jeg mig den dristige friheden at banke lige på.
FRU ALVING
Nå ja, ja. Kom ind. Vil De tale med mig om noget?
ENGSTRAND
kommer ind
Nej, ellers så mange tak. Det var nok med pastoren jeg gerne vilde tale et lidet ord.
PASTOR MANDERS
går op og ned
Hm; ja så? De vil tale med mig? Vil De det?
ENGSTRAND
PASTOR MANDERS
En andagt? Nede i asylet?
PASTOR MANDERS
Jo visst synes jeg det, men – hm –
ENGSTRAND
Jeg har selv brugt at holde lidt andagt dernede om kveldene –
FRU ALVING
Har De?
ENGSTRAND
PASTOR MANDERS
Ja, ser De, snedker Engstrand, jeg må først gøre Dem et spørsmål. Besidder De den rette stemning for en sådan sammenkomst? Føler De Deres samvittighed fri og let?
PASTOR MANDERS
Jo, det er just den, vi skal tale om. Hvad svarer De så?
ENGSTRAND
Ja, samvittigheden – den kan være fæl, den, sommetider.
HIS: 458
PASTOR MANDERS
Nå, det erkender De da ialfald. Men vil De så uforbeholdent sige mig, – hvorledes hænger det sammen med Regine?
FRU ALVING
hurtigt
Pastor Manders!
PASTOR MANDERS
beroligende
Lad De mig –
PASTOR MANDERS
Det vil vi håbe. Men jeg mener, hvorledes hænger det sammen med Dem og Regine? De går jo og gælder for hendes far. Nå?
ENGSTRAND
usikker
Ja – hm – herr pastoren ved jo dette her med mig og salig Johanne.
Ingen fordrejelse af sandheden længer. Deres afdøde hustru meddelte fru Alving den rette sammenhæng, før hun kom af tjenesten.
PASTOR MANDERS
De er altså afsløret, Engstrand.
HIS: 459
ENGSTRAND
Og hun, som både svor og bandte så helligt på –
PASTOR MANDERS
Bandte hun!
PASTOR MANDERS
Og i alle disse år har De fordulgt sandheden for mig. Fordulgt den for mig, som så ubetinget har fæstet lid til Dem i et og alt.
ENGSTRAND
Ja, desværre, jeg har nok det.
PASTOR MANDERS
ENGSTRAND
Det havde nok ikke set godt ud for mig mangengang, om jeg ikke havde havt pastor Manders.
PASTOR MANDERS
ENGSTRAND
ENGSTRAND
PASTOR MANDERS
Men det gør jeg jo heller ikke. Det er Dem, jeg retter bebrejdelsen imod.
ENGSTRAND
Måtte jeg få lov til at gøre herr pastoren et bitte lidet spørsmål?
PASTOR MANDERS
Nå ja, spørg.
HIS: 461
PASTOR MANDERS
Jo, selvfølgelig.
ENGSTRAND
Og er ikke en mand skyldig at holde sit oprigtige ord?
PASTOR MANDERS
Jo visselig er han det; men –
ENGSTRAND
Den gangen, da Johanne var falden i ulykke desformedelst denne Engelsmanden – eller kanske det var en Amerikaner eller en Russer, som de kalder det, – ja, så kom hun ind til byen. Stakker, hun havde slåt vrag på mig før en gang eller to; for hun så nu bare på det, som vakkert var, hun; og jeg havde jo denne her skavanken i benet. Ja, pastoren minds jo, jeg havde fordristet mig op på en dansesal, hvor sjøfarendes matroser rejerte med drukkenskab og beruselse, som de siger. Og da jeg så vilde formane dem til at vandre i et nyt levnet –
falden i ulykke desformedelst denne Engelsmanden – eller kanske det var en Amerikaner eller en Russer, som de kalder det, – ja, så kom hun ind til byen. Stakker, hun havde slåt vrag på mig før en gang eller to; for hun så nu bare på det, som vakkert var, hun; og jeg havde jo denne her skavanken i benet. Ja, pastoren minds jo, jeg havde fordristet mig op på en dansesal, hvor sjøfarendes matroser rejerte med drukkenskab og beruselse, som de siger. Og da jeg så vilde formane dem til at vandre i et nyt levnet –
FRU ALVING
henne ved vinduet
Hm –
Jeg ved det, Engstrand; de rå mennesker kasted Dem nedover trapperne. Den begivenhed har De før meddelt mig. De bærer Deres skavank med ære.
ENGSTRAND
HIS: 462
PASTOR MANDERS
Gjorde det det, Engstrand. Nå; og så?
ENGSTRAND
PASTOR MANDERS
Jeg forstår Dem så godt; bliv De bare ved.
ENGSTRAND
PASTOR MANDERS
PASTOR MANDERS
spørgende til fru Alving
Men –!
ENGSTRAND
Å ja, – bi lidt; nu minds jeg det. Johanne havde nok nogen skillinger ligevel. Men det vilde jeg ikke vide noget af. Tvi, sa’ jeg, mammon, det er syndens sold, det; det usle guldet – eller
mammon, det er syndens sold, det; det usle guldet – eller HIS: 463
papirsedler, hvad det var for noget – det slænger vi i Amerikaneren igen, sa’ jeg. Men han var afsides og forsvunden over det vilde hav, herr pastor.
PASTOR MANDERS
Var han det, min gode Engstrand?
ENGSTRAND
PASTOR MANDERS
Men dette forandrer jo sagen ganske betydeligt.
Slig hænger det sammen, herr pastor. Og jeg tør nok sige, jeg har været en oprigtig far for Regine, – så langt mine kræfter rak da – for jeg er en skrøbelig mand, desværre.
PASTOR MANDERS
Nå nå, min kære Engstrand –
ENGSTRAND
Men det tør jeg sige, at jeg har opdraget barnet og levet kærligt med salig Johanne og øvet hustugten, som skrevet står. Men aldrig kunde det da falde mig ind at gå op til pastor Manders og
hovmode mig og gøre mig til af, at jeg havde gjort en god gerning engang i verden, jeg også. Nej, når sligt
hændes Jakob Engstrand, så tier han stille med det. Desværre, det går vel ikke så tidt på, kan jeg tro. Og når jeg kommer til pastor Manders, så har jeg så evig nok med at snakke om det, som HIS: 464
galt og skrøbeligt er. For jeg siger det, som jeg sagde nylig, – samvittigheden kan være styg en gang iblandt.
PASTOR MANDERS
Ræk mig Deres hånd, Jakob Engstrand.
PASTOR MANDERS
Ingen omsvøb. (trykker hans hånd) Se så!
PASTOR MANDERS
De? Nej tvertimod; det er mig, som skal bede Dem om forladelse –
PASTOR MANDERS
ENGSTRAND
Vilde herr pastoren det?
HIS: 465
PASTOR MANDERS
Med den allerstørste fornøjelse –
FRU ALVING
Vil De?
ENGSTRAND
PASTOR MANDERS
Hvad siger De til det, fru Alving!
ENGSTRAND
Det er jo ikke stort, jeg har at fare med, Gu’ bedre det; men hvis jeg bare kunde få en velgørendes håndsrækning, så –
PASTOR MANDERS
Ja, ja, lad os nærmere overveje den sag. Deres forehavende tiltaler mig ganske overordentligt. Men gå De nu foran, og gør alting istand og få tændt lys, så det kan være lidt festligt. Og så skal vi ha’ en opbyggelig stund sammen, min kære Engstrand; for nu tror jeg nok De har den rette stemning.
HIS: 466
ENGSTRAND
Han hilser og går ud gennem forstuen.
PASTOR MANDERS
Nå, hvad siger De så om den mand, fru Alving! Det var en ganske anden forklaring, den, vi der fik.
FRU ALVING
Ja, det var det rigtignok.
PASTOR MANDERS
Der ser De, hvor overmåde varsom man må være med at fordømme et medmenneske. Men det er da også en inderlig glæde at forvisse sig om, at man har taget fejl. Eller hvad siger De?
PASTOR MANDERS
Jeg?
FRU ALVING
lægger begge hænder på hans skuldre
Og jeg siger, jeg kunde ha’ lyst til at slå begge armene om halsen på Dem.
FRU ALVING
med et smil
Å, De skal ikke være ræd for mig.
PASTOR MANDERS
ved bordet
Han tar sin hat og går ud gennem forstuedøren.
FRU ALVING
drager et suk, ser et øjeblik ud af vinduet, rydder lidt op i stuen og vil gå ind i spiseværelset, men standser med et dæmpet udråb i døren
Osvald, sidder du endnu ved bordet!
OSVALD
i spisestuen
Jeg røger bare min cigar ud.
FRU ALVING
Jeg trode, du var gået lidt opover vejen.
Et glas klirrer. Fru Alving lar døren stå åben og sætter sig med sit strikketøj på sofaen ved vinduet.
HIS: 468
OSVALD
derinde
Var det ikke pastor Manders, som gik nu nylig?
FRU ALVING
Jo, han gik ned på asylet.
OSVALD
Hm.
Glas og karaffel klirrer igen.
FRU ALVING
med et bekymret øjekast
Kære Osvald, du skulde vogte dig for den likør. Den er stærk.
OSVALD
Den er god imod fugtigheden.
FRU ALVING
Vil du ikke heller komme ind til mig?
Han kommer med sin cigar ind i stuen og lukker døren efter sig. Kort taushed.
HIS: 469
OSVALD
Hvor er pastoren henne?
FRU ALVING
Jeg sa’ dig jo, han gik ned på asylet.
OSVALD
Å ja, det er sandt.
FRU ALVING
Du skulde ikke bli’ siddende så længe ved bordet, Osvald.
OSVALD
med cigaren bag ryggen
Men jeg synes, det er så hyggeligt, mor. (stryger og klapper hende) Tænk, – for mig, som er kommen hjem, at sidde ved mors eget bord, i mors stue, og spise mors dejlige mad.
FRU ALVING
Min kære, kære gut!
OSVALD
noget utålmodig, går og røger
OSVALD
I sligt gråvejr? Uden at der falder et solblink hele dagen? (går hen over gulvet) Å, det, ikke at kunne arbejde –!
HIS: 470
FRU ALVING
Det var nok ikke rigtig vel betænkt af dig, at du kom hjem.
OSVALD
Jo, mor; det måtte så være.
FRU ALVING
Ja, for jeg vilde da ti gange heller undvære den lykke at ha’ dig hos mig, end at du skulde –
OSVALD
standser ved bordet
Men sig mig nu, mor, – er det da virkelig så stor en lykke for dig at ha’ mig hjemme?
FRU ALVING
Om det er en lykke for mig!
Jeg synes, det måtte næsten være det samme for dig, enten jeg var til eller ikke.
OSVALD
Men du har da så godt kunnet leve mig foruden før.
Taushed. Skumringen begynder langsomt. Osvald går frem og tilbage på gulvet. Cigaren har han lagt fra sig.
HIS: 471
OSVALD
standser ved fru Alving
FRU ALVING
gør plads for ham
Ja, kom du, min kære gut.
OSVALD
sætter sig
Nu må jeg sige dig noget, mor.
FRU ALVING
spændt
Nu vel!
OSVALD
stirrer frem for sig
For jeg kan ikke gå og bære på det længer.
FRU ALVING
På hvad for noget? Hvad er det?
FRU ALVING
griber ham om armen
Osvald, hvad er dette for noget!
OSVALD
Både igår og idag har jeg prøvet at skyde tankerne fra mig, – slå mig løs. Men det går ikke.
FRU ALVING
rejser sig
Nu skal du tale rent ud, Osvald!
HIS: 472
OSVALD
drager hende ned på sofaen igen
Bliv siddende, så vil jeg prøve på at sige dig det. – Jeg har klaget så over træthed efter rejsen –
FRU ALVING
Nu ja! Hvad så?
OSVALD
Men det er ikke det, som fejler mig; ikke nogen almindelig træthed –
FRU ALVING
vil springe op
Du er da ikke syg, Osvald!
Bliv siddende, mor. Tag det bare roligt. Jeg er ikke rigtig syg heller; ikke sådan, hvad man almindelig kalder syg. (slår hænderne sammen over hodet) Mor, jeg er åndelig nedbrudt, – ødelagt, – jeg kan aldrig komme til at arbejde mere!
FRU ALVING
bleg og dirrende
Osvald! Se på mig! Nej, nej, dette er ikke sandt.
Aldrig kunne arbejde mere! Aldrig – aldrig! Være som levende død! Mor, kan du tænke dig noget så forfærdeligt?
HIS: 473
FRU ALVING
Min ulykkelige gut! Hvorledes er dette forfærdelige kommet over dig?
OSVALD
sætter sig atter oprejst
Ja, det er just det, jeg umulig kan fatte og begribe. Jeg har aldrig ført noget stormende liv. Ikke i nogen henseende. Det skal du ikke tro om mig, mor! Det har jeg aldrig gjort.
OSVALD
Og så kommer dette over mig alligevel! Denne forfærdelige ulykke!
FRU ALVING
Å, men det vil rette sig, min kære, velsignede gut. Det er ikke andet end overanstrængelse. Du kan tro mig på det.
OSVALD
tungt
Det trode jeg også i førstningen; men det er ikke så.
FRU ALVING
Fortæl mig fra ende til anden.
OSVALD
Det vil jeg også.
FRU ALVING
Hvad tid mærked du det først?
HIS: 474
OSVALD
Det var straks efter at jeg havde været hjemme forrige gang og var kommen ned til Paris igen. Jeg begyndte at føle de voldsomste smerter i hodet – mest i baghodet, syntes jeg. Det var som om en trang jernring blev skruet om nakken og opover.
OSVALD
I førstningen trode jeg, det ikke var andet, end den sædvanlige hodepine, som jeg havde været så plaget med, da jeg var i opvæksten.
FRU ALVING
Ja, ja –
OSVALD
Men det var ikke så; det mærked jeg snart. Jeg kunde ikke arbejde længer. Jeg vilde begynde på et nyt stort billede; men det var som om evnerne svigted mig; al min kraft var som lamslåt; jeg kunde
HU: 105
ikke samle mig til faste forestillinger; det svimled for mig, – løb rundt. Å, det var en forfærdelig tilstand! Til slut sendte jeg da bud efter lægen, – og af ham fik jeg vide besked.
FRU ALVING
Hvorledes, mener du?
OSVALD
Det var en af de første læger dernede. Jeg måtte da fortælle ham, hvorledes jeg følte det; og så begyndte han at gøre mig
en af de første læger dernede. Jeg måtte da fortælle ham, hvorledes jeg følte det; og så begyndte han at gøre mig HIS: 475
en hel del spørsmål, som jeg syntes slet ikke kom sagen ved; jeg begreb ikke hvor manden vilde hen –
FRU ALVING
Nu!
FRU ALVING
spændt
Hvad mente han med det?
OSVALD
Jeg forstod det heller ikke, og bad ham om en nærmere forklaring. Og så sa’ den gamle cyniker – (knytter hånden) Å –!
FRU ALVING
Hvad sa’ han?
FRU ALVING
rejser sig langsomt op
Fædrenes synder –!
OSVALD
Jeg havde nær slåt ham i ansigtet –
FRU ALVING
går henover gulvet
Fædrenes synder –
HIS: 476
OSVALD
smiler tungt
FRU ALVING
Men da –?
OSVALD
FRU ALVING
Osvald! Å nej; tro ikke det!
OSVALD
Der var ingen anden forklaring mulig, sa’ han. Det er det forfærdelige. Uhelbredelig ødelagt for hele livet – for min egen ubesindigheds skyld. Alt, hvad jeg vilde udrettet i verden, – ikke at turde tænke på det engang, – ikke at kunne tænke på det. Å, kunde jeg bare leve om igen, – gøre det ugjort altsammen!
turde tænke på det engang, – ikke at kunne tænke på det. Å, kunde jeg bare leve om igen, – gøre det ugjort altsammen!Han kaster sig på ansigtet ned i sofaen.
Fru Alving vrider hænderne og går taus kæmpende frem og tilbage.
FRU ALVING
Nej, nej, min kære, velsignede gut; dette er umuligt! (bøjer sig over ham) Det står ikke så fortvilet til med dig, som du tror.
OSVALD
Å, du ved ikke –. (springer op) Og så det, mor, at jeg skal volde dig al den sorg! Mangen gang har jeg næsten ønsket og håbet, at du igrunden ikke brød dig så stort om mig.
FRU ALVING
Jeg, Osvald; min eneste gut! Det eneste, jeg ejer og har i verden; det eneste, jeg bryr mig om.
OSVALD
griber begge hendes hænder og kysser dem
HIS: 478
FRU ALVING
Ja, men min kære Osvald –!
OSVALD
Sæt dig ikke imod det, mor. Vær nu snil! Jeg må ha’ noget at skylle alle disse nagende tankerne ned med. (går op i blomsterværelset) Og så – så mørkt, som her er!
OSVALD
Og dette uophørlige regnvejr. Uge efter uge kan det jo vare ved; hele måneder. Aldrig få se et solglimt. De gange, jeg har været hjemme, mindes jeg aldrig jeg har set solen skinne.
FRU ALVING
Osvald, – du tænker på at rejse fra mig!
OSVALD
Hm – (drager vejret tungt) Jeg tænker ikke på nogenting. Kan ikke tænke på nogenting! (lavmælt) Det lar jeg nok være.
FRU ALVING
Ja, lad os få lampen ind.
REGINE
Straks, frue. Den er alt tændt. (går ud)
HIS: 479
FRU ALVING
går hen til Osvald
OSVALD
Det er jeg ikke, mor. (går hen til bordet) Jeg synes, jeg har sagt dig så meget.
Regine bringer lampen og sætter den på bordet.
FRU ALVING
Hør, Regine, du kunde hente os en halv flaske champagne.
REGINE
Vel, frue. (går ud igen)
OSVALD
tar fru Alving om hodet
Det er, som det skal være. Jeg vidste nok, mor vilde ikke la’ sin gut tørste.
Du min stakkers kære Osvald; hvorledes skulde jeg kunne nægte dig nogenting nu?
OSVALD
livfuldt
Er det sandt, mor? Mener du det?
FRU ALVING
Hvorledes? Hvilket?
HIS: 480
FRU ALVING
Men kære Osvald –
OSVALD
Hys!
Skal jeg åbne –?
OSVALD
Nej tak, det skal jeg selv.
Regine går ud igen.
FRU ALVING
sætter sig ved bordet
Hvad var det, du mente – jeg ikke måtte nægte dig?
Korken springer; han skænker i det ene glas og vil skænke i det andet.
FRU ALVING
holder hånden over
Tak, – ikke for mig.
OSVALD
Nå, så for mig da!
Han tømmer glasset, fylder det pånyt og tømmer det atter; derpå sætter han sig ved bordet.
HIS: 481
FRU ALVING
ventende
Nu da?
OSVALD
uden at se på hende
Hør, sig mig, – jeg syntes du og pastor Manders så så underlig – hm, stilfærdige ud ved middagsbordet.
OSVALD
Ja. Hm – (efter en kort taushed) Sig mig, – hvad synes du om Regine?
FRU ALVING
Hvad jeg synes?
FRU ALVING
Kære Osvald, du kender hende ikke så nøje som jeg –
OSVALD
Nå?
FRU ALVING
Regine fik desværre gå for længe hjemme. Jeg skulde taget hende til mig tidligere.
OSVALD
Ja, men er hun ikke prægtig at se på, mor? (fylder sit glas)
HIS: 482
FRU ALVING
Regine har mange og store fejl –
OSVALD
Å ja, hvad gør det?
Han drikker igen.
OSVALD
springer op
Mor, Regine er min eneste redning!
OSVALD
Jeg kan ikke gå her og bære al denne sjælekval alene.
FRU ALVING
Har du ikke din mor til at bære den med dig?
OSVALD
Jo, det tænkte jeg; og derfor kom jeg også hjem til dig. Men det går ikke på den måden. Jeg ser det; det går ikke. Jeg holder ikke mit liv ud her!
FRU ALVING
Osvald!
HIS: 483
OSVALD
FRU ALVING
Min ulykkelige gut! Å, men, Osvald, så længe du er så syg som nu –
OSVALD
Var det bare sygdommen alene, så blev jeg nok hos dig, mor. For du er min bedste ven i verden.
OSVALD
driver urolig om
Men det er alle kvalerne, naget, angeren, – og så den store dødelige angst. Å – denne forfærdelige angst!
FRU ALVING
går efter ham
Angst? Hvilken angst? Hvad mener du?
OSVALD
Å, du må ikke spørge mig om mere. Jeg ved det ikke. Jeg kan ikke beskrive det for dig.
OSVALD
Hvad er det du vil?
HIS: 484
FRU ALVING
Jeg vil min gut skal være glad, vil jeg. Han skal ikke gå her og gruble. (til Regine, som kommer i døren) Mere champagne. En hel flaske.
Regine går.
FRU ALVING
Tror du ikke vi forstår at leve her på gården også?
FRU ALVING
sætter sig ved bordet
Sæt dig, Osvald, og lad os tale roligt sammen.
OSVALD
sætter sig
Du ved nok ikke, mor, at jeg har en uret at gøre god igen mod Regine.
FRU ALVING
Du!
OSVALD
Eller en liden ubetænksomhed – hvad du vil kalde det. Meget uskyldigt forresten. Da jeg sidst var hjemme –
FRU ALVING
Ja?
HIS: 485
OSVALD
– så spurgte hun mig så ofte om Paris, og jeg fortalte hende da et og andet dernedefra. Så husker jeg, at jeg en dag kom til at sige: skulde De ikke selv ha’ lyst til at komme derned?
FRU ALVING
Nu?
FRU ALVING
Nu ja?
OSVALD
Jeg havde naturligvis glemt det hele; men da jeg iforgårs kom til at spørge hende, om hun var glad over, at jeg skulde bli’ så længe hjemme –
FRU ALVING
Ja?
OSVALD
– da så hun så besynderligt på mig, og så spurgte hun: men hvad blir der så af min rejse til Paris?
FRU ALVING
Hendes rejse!
HIS: 486
OSVALD
OSVALD
Mor, – da jeg så den prægtige, smukke, kærnefriske pige stå der for mig – før havde jeg jo aldrig lagt videre mærke til hende – men nu, da hun stod der ligesom med åbne arme færdig til at ta’ imod mig –
FRU ALVING
Osvald!
OSVALD
– da gik det op for mig, at i hende var der redning; for jeg så der var livsglæde i hende.
FRU ALVING
studsende
Livsglæde –? Kan der være redning i den?
REGINE
fra spisestuen med en champagneflaske
Jeg ber undskylde, at jeg blev så længe; men jeg måtte i kælderen – (sætter flasken på bordet)
OSVALD
Og hent så et glas til.
REGINE
ser forundret på ham
Der står fruens glas, herr Alving.
Regine farer sammen og kaster et lynsnart sky sideblik til fru Alving.
OSVALD
Nå?
FRU ALVING
Hent glasset, Regine.
Regine går ud i spisestuen.
OSVALD
ser efter hende
Har du lagt mærke til, hvorledes hun går? Så fast og frejdigt.
FRU ALVING
Dette sker ikke, Osvald!
OSVALD
Den sag er afgjort. Det ser du jo. Det nytter ikke at tale imod.
Regine kommer med et tomt glas, som hun beholder i hånden.
Regine ser spørgende på fru Alving.
HIS: 488
FRU ALVING
Sæt dig ned.
Regine sætter sig på en stol ved spisestuedøren og beholder fremdeles det tomme glas i hånden.
OSVALD
Ja, livsglæden, mor, – den kender I ikke stort til herhjemme. Jeg fornemmer den aldrig her.
FRU ALVING
Ikke når du er hos mig?
OSVALD
Ikke når jeg er hjemme. Men det forstår du ikke.
FRU ALVING
Jo, jo, jeg tror næsten jeg forstår det – nu.
OSVALD
Den – og så arbejdsglæden. Ja, det er nu igrunden den samme ting. Men den ved I hellerikke noget om.
OSVALD
Ja, det er bare det jeg mener, at her læres folk op til at tro, at arbejdet er en forbandelse og en syndestraf, og at livet er
her læres folk op til at tro, at arbejdet er en forbandelse og en syndestraf, og at livet er HIS: 489
noget jammerligt noget, som vi er bedst tjent med at komme ud af jo før jo heller.
FRU ALVING
En jammerdal, ja. Og det gør vi det da også ærligt og redeligt til.
OSVALD
Men sligt noget vil menneskene ikke vide af derude. Der er ingen der, som rigtig tror på den slags lærdomme længer. Derude kan det kendes som noget så jublende lyksaligt, bare det at være til i verden. Mor, har du lagt mærke til, at alt det, jeg har malet, har drejet sig om livsglæden? Altid og bestandig om livsglæden. Der er lys og solskin og søndagsluft, – og strålende fornøjede menneskeansigter. Derfor er jeg ræd for at bli’ her hjemme hos dig.
Der er lys og solskin og søndagsluft, – og strålende fornøjede menneskeansigter. Derfor er jeg ræd for at bli’ her hjemme hos dig.
FRU ALVING
Ræd? Hvad er det du er ræd for her hos mig?
FRU ALVING
ser fast på ham
Tror du, det vilde ske?
OSVALD
Jeg ved det så visst. Lev det samme liv herhjemme, som derude, og det blir dog ikke det samme liv.
Nu ser jeg sammenhængen.
OSVALD
Hvad ser du?
FRU ALVING
Nu ser jeg den for første gang. Og nu kan jeg tale.
OSVALD
rejser sig
Mor, jeg forstår dig ikke.
REGINE
som ligeledes har rejst sig
Skal jeg kanske gå?
Nej, bliv her. Nu kan jeg tale. Nu, min gut, skal du vide det altsammen. Og så kan du vælge. Osvald! Regine!
OSVALD
Vær stille. Pastoren –
PASTOR MANDERS
kommer ind gennem forstuedøren
Se så, nu har vi havt en hjertens hyggelig stund dernede.
OSVALD
Vi også.
PASTOR MANDERS
Engstrand må hjælpes med dette sjømandshjem. Regine må flytte til ham og være ham behjælpelig –
HIS: 491
REGINE
Nej tak, herr pastor.
PASTOR MANDERS
lægger nu først mærke til hende
Hvad –? Her, – og med et glas i hånden!
OSVALD
Regine flytter med mig, herr pastor.
OSVALD
Ja, som min hustru, – hvis hun forlanger det.
OSVALD
Eller hun blir her, hvis jeg blir.
REGINE
uvilkårligt
Her!
PASTOR MANDERS
Jeg forstenes over Dem, fru Alving.
HIS: 492
FRU ALVING
Ingen af delene sker; for nu kan jeg tale rent ud.
PASTOR MANDERS
Men det vil De da ikke! Nej, nej, nej!
FRU ALVING
Jo, jeg både kan og vil. Og endda skal der ingen idealer falde.
Hun går op i blomsterværelset og ser ud.
OSVALD
mod vinduet tilvenstre
Hvad er der påfærde? Hvor kommer den lysningen fra?
REGINE
råber
Det brænder i asylet!
FRU ALVING
mod vinduet
Brænder!
PASTOR MANDERS
Brænder? Umuligt. Jeg var jo nylig dernede.
OSVALD
Hvor er min hat? Nå, det kan være det samme –. Fars asyl –!
Han løber ud gennem havedøren.
HIS: 493
FRU ALVING
Mit tørklæde, Regine! Det brænder i lys lue.
Hun og Regine skynder sig ud gennem forstuen.
PASTOR MANDERS
slår hænderne sammen
Og så ikke assureret! (ud samme vej)
Stuen som før. Alle dørene står åbne. Lampen brænder fremdeles på bordet. Mørkt udenfor; kun en svag ildskimmer tilvenstre i baggrunden.
Fru Alving, med et stort tørklæde over hodet, står oppe i blomsterværelset og ser ud. Regine, ligeledes med et tørklæde om sig, står lidt bag hende.
tørklæde over hodet, står oppe i blomsterværelset og ser ud. Regine, ligeledes med et tørklæde om sig, står lidt bag hende.
FRU ALVING
Brændt altsammen. Lige til grunden.
REGINE
Det brænder endnu i kælderne.
FRU ALVING
At ikke Osvald kommer op. Der er jo ingenting at redde.
REGINE
Skal jeg kanske gå ned til ham med hatten?
HIS: 495
FRU ALVING
Så lad den hænge. Nu må han dog komme op. Jeg vil selv se efter.
Hun går ud gennem havedøren.
PASTOR MANDERS
kommer fra forstuen
Er ikke fru Alving her?
REGINE
Nu gik hun netop ned i haven.
PASTOR MANDERS
Dette er den forskrækkeligste nat, jeg har oplevet.
REGINE
Ja, er det ikke en gruelig ulykke, herr pastor?
PASTOR MANDERS
Å, tal ikke om det! Jeg tør knapt tænke på det engang.
REGINE
Men hvorledes kan det være gåt til –?
PASTOR MANDERS
PASTOR MANDERS
Å, han har gjort mig rent fortumlet i hodet.
HIS: 496
SNEDKER ENGSTRAND
kommer gennem forstuen
Herr pastor –!
PASTOR MANDERS
vender sig forskrækket
Er De efter mig her også!
PASTOR MANDERS
går frem og tilbage
Desværre, desværre!
REGINE
Hvad er det for noget?
ENGSTRAND
PASTOR MANDERS
Men jeg forsikkrer Dem, Engstrand –
PASTOR MANDERS
standser
Ja, det påstår De. Men jeg kan tilforladelig ikke erindre, at jeg havde et lys i min hånd.
HIS: 497
ENGSTRAND
PASTOR MANDERS
Og det så De på?
ENGSTRAND
Ja, det så jeg plent, det.
PASTOR MANDERS
Dette er det mig umuligt at begribe. Det er ellers aldrig min vane at pudse lys med fingrene.
ENGSTRAND
Ja, det så også fælt uvorrent ud, gjorde det. Men kan det da bli’ så rent farligt, herr pastor?
PASTOR MANDERS
går urolig frem og tilbage
Å, spørg mig ikke!
PASTOR MANDERS
fremdeles gående
Nej, nej, nej; det hører De jo.
Ikke assurert. Og så gå bent bort og stikke varme på det alt ihob. Jøss, Jøss, for en ulykke!
PASTOR MANDERS
tørrer sveden af panden
Ja, det må De nok sige, Engstrand.
HIS: 498
ENGSTRAND
PASTOR MANDERS
Nej, det er just det, jeg går og tænker på. Det er næsten det værste af det altsammen. Alle disse hadefulde angreb og beskyldninger –! Å, det er forskrækkeligt at tænke sig til!
PASTOR MANDERS
Ah, er De der, frue.
FRU ALVING
Så slap De dog at holde Deres festtale, pastor Manders.
PASTOR MANDERS
Å, jeg skulde så gladeligen –
FRU ALVING
dæmpet
PASTOR MANDERS
Tror De ikke?
FRU ALVING
Tror De det?
HIS: 499
PASTOR MANDERS
Men det var dog en overmåde stor ulykke alligevel.
FRU ALVING
Vi vil tale kort og godt om det, som en forretningssag. – Venter De på pastoren, Engstrand?
FRU ALVING
Så sæt Dem ned så længe.
ENGSTRAND
Tak; jeg står så godt.
FRU ALVING
til pastor Manders
De rejser nu formodentlig med dampskibet?
PASTOR MANDERS
Ja. Det går om en times tid.
PASTOR MANDERS
Fru Alving –
FRU ALVING
Siden skal jeg sende Dem fuldmagt til at ordne alting som De selv vil.
HIS: 500
PASTOR MANDERS
PASTOR MANDERS
Ja, så tænker jeg foreløbig, jeg ordner det så, at gårdparten Solvik tilfalder landsognet. Jordvejen kan jo ingenlunde siges at være fuldstændig værdiløs. Den vil altid kunne gøres nyttig til et eller andet. Og renterne af den kontante beholdning, som indestår i sparebanken, kunde jeg kanske passeligst anvende til at støtte et eller andet foretagende, som måtte siges at være til gavn for byen.
gårdparten Solvik tilfalder landsognet. Jordvejen kan jo ingenlunde siges at være fuldstændig værdiløs. Den vil altid kunne gøres nyttig til et eller andet. Og renterne af den kontante beholdning, som indestår i sparebanken, kunde jeg kanske passeligst anvende til at støtte et eller andet foretagende, som måtte siges at være til gavn for byen.
FRU ALVING
Ganske som De vil. Det hele er mig nu aldeles ligegyldigt.
ENGSTRAND
Tænk på mit sjømandshjem, herr pastor!
PASTOR MANDERS
med et suk
FRU ALVING
Hvad er det De siger?
PASTOR MANDERS
Og udfaldet lar sig aldeles ikke på forhånd beregne.
PASTOR MANDERS
Ja ja, men –?
Og Jakob Engstrand er ikke den mand, som svigter en værdig velgører i nødens stund, som de kalder det.
PASTOR MANDERS
Ja men kære, – hvorledes –?
ENGSTRAND
Jakob Engstrand er som en redningens engel at lignes ved, han, herr pastor!
PASTOR MANDERS
Nej, nej, dette kan jeg tilforladelig ikke modtage.
HIS: 502
PASTOR MANDERS
Engstrand vil takke, men kan ikke for rørelse.
PASTOR MANDERS
hænger rejsetasken om skuldren
Og så afsted. Vi to rejser sammen.
Hun går ud i forstuen og henter pastorens rejsetøj.
PASTOR MANDERS
FRU ALVING
Farvel, Manders!
Hun går op imod blomsterværelset, idet hun ser Osvald komme ind gennem havedøren.
Farvel, barnet mit. Og skulde der komme noget på med dig, så ved du, hvor Jakob Engstrand er at finde. ( sagte) Lille Havnegaden, hm –! (til fru Alving og Osvald) Og huset for de vejfarendes sjømænderne, det skal kaldes «Kammerherre bli’ salig kammerherren værdigt.
sagte) Lille Havnegaden, hm –! (til fru Alving og Osvald) Og huset for de vejfarendes sjømænderne, det skal kaldes «Kammerherre HIS: 503
Alvings hjem», det. Og får jeg styre det huset efter mine funderinger, så tør jeg love, at det skal bli’ salig kammerherren værdigt.Han og Engstrand går ud gennem forstuen.
OSVALD
går henimod bordet
Hvad var det for et hus, han talte om?
FRU ALVING
Det er nok et slags asyl, som han og pastor Manders vil oprette.
OSVALD
Det vil brænde op ligesom alt dette her.
Alting vil brænde. Der blir ingenting tilbage, som minder om far. Jeg går også her og brænder op.
Regine ser studsende på ham.
FRU ALVING
Osvald! Du skulde ikke blevet så længe dernede, min stakkers gut.
HIS: 504
OSVALD
sætter sig ved bordet
Jeg tror næsten, du har ret i det.
FRU ALVING
Lad mig tørre dit ansigt, Osvald; du er ganske våd.
Hun tørrer ham med sit lommetørklæde.
OSVALD
ser ligegyldig frem for sig
Tak, mor.
FRU ALVING
Er du ikke træt, Osvald? Vil du kanske sove?
Nej, nej, – ikke sove! Jeg sover aldrig; jeg bare lader så. (tungt) Det kommer tidsnok.
REGINE
spændt
Er herr Alving syg?
OSVALD
utålmodig
Og så luk alle dørene! Denne dødelige angst –
FRU ALVING
Luk, Regine.
Regine lukker og blir stående ved forstuedøren. Fru Alving tager sit tørklæde af; Regine gør det samme.
HIS: 505
FRU ALVING
rykker en stol hen til Osvalds og sætter sig hos ham
Se så; nu vil jeg sidde hos dig –
Ja, gør det. Og Regine skal også bli’ inde. Regine skal altid være om mig. Du gir mig nok håndsrækningen, Regine. Gør du ikke det?
REGINE
Jeg forstår ikke –
FRU ALVING
Håndsrækningen?
OSVALD
REGINE
sagte
Jeg tror ikke fruen vilde like det.
FRU ALVING
Om lidt skal du få lov til det. Og sæt dig så her hos os, du også.
Regine sætter sig stilfærdigt og nølende på den anden side af bordet.
HIS: 506
FRU ALVING
Og nu, min stakkers forpinte gut, nu skal jeg ta’ byrderne af dit sind –
OSVALD
Du, mor?
OSVALD
Og det tror du, du kan?
FRU ALVING
Ja, nu kan jeg det, Osvald. Du kom før til at tale om livsglæden; og da gik der ligesom et nyt lys op for mig over alle tingene i hele mit liv.
OSVALD
ryster på hodet
Dette her forstår jeg ikke noget af.
FRU ALVING
OSVALD
Ja, det ved jeg.
FRU ALVING
Det var som et søndagsvejr bare at se på ham. Og så den ustyrlige kraft og livsfylde, som var i ham!
HIS: 507
OSVALD
Og så –?
Og så måtte sligt et livsglædens barn, – for han var som et barn, dengang, – han måtte gå herhjemme i en halvstor by, som ingen glæde havde at byde på, men bare fornøjelser. Måtte gå her uden at ha’ noget livsformål; han havde bare et embede. Ikke øjne noget arbejde, som han kunde kaste sig over med hele sit sind; – han havde bare forretninger. Ikke eje en eneste kammerat, som var mægtig at føle hvad livsglæde er for noget; bare dagdrivere og svirebrødre –
embede. Ikke øjne noget arbejde, som han kunde kaste sig over med hele sit sind; – han havde bare forretninger. Ikke eje en eneste kammerat, som var mægtig at føle hvad livsglæde er for noget; bare dagdrivere og svirebrødre –
OSVALD
Mor –!
FRU ALVING
Så kom det, som det måtte komme.
OSVALD
Og hvorledes måtte det da komme?
FRU ALVING
Du sagde selv før iaftes, hvorledes det vilde gå med dig, om du blev hjemme.
OSVALD
Vil du dermed sige, at far –?
FRU ALVING
FRU ALVING
De havde lært mig noget om pligter og sligt noget, som jeg har gåt her og troet på så længe. Alting så munded det ud i pligterne, – i mine pligter og i hans pligter og –. Jeg er ræd, jeg har gjort hjemmet uudholdeligt for din stakkers far, Osvald.
OSVALD
Hvorfor har du aldrig skrevet mig noget til om dette?
FRU ALVING
Jeg har aldrig før set det slig, at jeg kunde røre ved det til dig, som var hans søn.
OSVALD
Og hvorledes så du det da?
FRU ALVING
langsomt
Jeg så bare den ene tingen, at din far var en nedbrudt mand før du blev født.
OSVALD
dæmpet
Ah –!
Han rejser sig og går hen til vinduet.
Og så tænkte jeg dag ud og dag ind på den ene sagen, at Regine igrunden hørte til her i huset – ligesom min egen gut.
HIS: 509
OSVALD
vender sig hurtigt
Regine –!
REGINE
farer ivejret og spørger dæmpet
Jeg –!
FRU ALVING
Ja, nu ved I det begge to.
OSVALD
Regine!
REGINE
hen for sig
Så mor var altså slig en.
REGINE
Ja, men hun var altså slig en alligevel. Ja, jeg har nok tænkt det iblandt; men –. Ja, frue, må jeg så få lov til at rejse straks på timen?
FRU ALVING
Vil du virkelig det, Regine?
FRU ALVING
Du har naturligvis din vilje, men –
HIS: 510
OSVALD
går hen imod Regine
Rejse nu? Her hører du jo til.
REGINE
FRU ALVING
Regine, jeg har ikke været åbenhjertig imod dig –
REGINE
Nej, det var såmæn synd at sige! Havde jeg vidst, at Osvald var sygelig så –. Og så nu, da det ikke kan bli’ til noget alvorligt mellem os –. Nej, jeg kan rigtig ikke gå her ude på landet og slide mig op for syge folk.
OSVALD
Ikke engang for en, som står dig så nær?
REGINE
FRU ALVING
Ja, desværre; men kast dig bare ikke bort, Regine.
HIS: 511
FRU ALVING
Pastor Manders ved altsammen.
REGINE
får travlt med sit tørklæde
Ja, så får jeg rigtig se at komme afgårde med dampbåden så fort jeg kan. Pastoren er så snil at komme tilrette med; og jeg synes da rigtignok, at jeg er lige så nær til lidt af de pengene, som han – den fæle snedkeren.
FRU ALVING
De skal være dig vel undt, Regine.
REGINE
ser stivt på hende
Fruen kunde gerne ha’ opdraget mig som en konditioneret mands barn; for det havde passet bedre for mig. (kaster på nakken) Men
skidt, – det kan være det samme! (med et forbittret sideblik til den korkede flaske) Jeg kan såmæn endnu komme til at drikke champagnevin med konditionerte folk, jeg.
ha’ opdraget mig som en konditioneret mands barn; for det havde passet bedre for mig. (kaster på nakken) Men 1.utg: 149
skidt, – det kan være det samme! (med et forbittret sideblik til den korkede flaske) Jeg kan såmæn endnu komme til at drikke champagnevin med konditionerte folk, jeg.
FRU ALVING
Og trænger du til et hjem, Regine, så kom til mig.
REGINE
Nej, mange tak, frue. Pastor Manders tar sig nok af mig, han. Og skulde det gå rigtig galt, så ved jeg jo et hus, hvor jeg hører hjemme.
FRU ALVING
Hvor er det?
HIS: 512
FRU ALVING
Regine, – nu ser jeg det, – du går tilgrunde!
Hun hilser og går ud gennem forstuen.
OSVALD
står ved vinduet og ser ud
Gik hun?
FRU ALVING
Ja.
FRU ALVING
går hen bag ham og lægger hænderne på hans skuldre
Osvald, min kære gut, – har det rystet dig stærkt?
OSVALD
vender ansigtet imod hende
Alt dette om far, mener du?
Ja, om din ulykkelige far. Jeg er så ræd, det skal ha’ virket for stærkt på dig.
OSVALD
Hvor kan du falde på det? Det kom mig naturligvis højst overraskende; men igrunden kan det jo være mig ganske det samme.
HIS: 513
FRU ALVING
trækker hænderne til sig
Det samme! At din far var så grænseløs ulykkelig!
OSVALD
Naturligvis kan jeg føle deltagelse for ham, som for enhver anden, men –
FRU ALVING
Ikke anderledes! For din egen far!
Ja, far – far. Jeg har jo aldrig kendt noget til far. Jeg husker ikke andet om ham, end at han engang fik mig til at kaste op.
FRU ALVING
Dette er forfærdeligt at tænke sig! Skulde ikke et barn føle kærlighed for sin far alligevel?
OSVALD
Når et barn ikke har noget at takke sin far for? Aldrig har kendt ham? Holder du virkelig fast ved den gamle overtro, du, som er så oplyst forresten?
FRU ALVING
Og det skulde bare være overtro –!
OSVALD
Ja, det kan du vel indse, mor. Det er en af disse meninger, som er sat i omløb i verden og så –
FRU ALVING
rystet
Gengangere!
HIS: 514
OSVALD
går henover gulvet
Ja, du kan gerne kalde dem gengangere.
FRU ALVING
i udbrud
Osvald, – så elsker du heller ikke mig!
FRU ALVING
Ja, kender; men er det alt!
OSVALD
Og jeg ved jo, hvor meget du holder af mig; og det må jeg da være dig taknemmelig for. Og du kan jo være mig så umådelig nyttig, nu, da jeg er syg.
FRU ALVING
Ja, kan jeg ikke det, Osvald! Å, jeg kunde næsten velsigne din sygdom, som drev dig hjem til mig. For jeg ser det nok; jeg har dig ikke; du må vindes.
Ja, ja, ja; alt dette er nu sådanne talemåder. Du må huske på, jeg er et sygt menneske, mor. Jeg kan ikke beskæftige mig så meget med andre; jeg har nok med at tænke på mig selv.
FRU ALVING
lavmælt
Jeg skal være nøjsom og tålmodig.
OSVALD
Og så glad, mor!
Ja, min kære gut, det har du ret i. (går hen til ham) Har jeg nu taget alle nag og bebrejdelser fra dig?
OSVALD
Ja, det har du. Men hvem tar nu angsten?
FRU ALVING
Angsten?
OSVALD
går henover gulvet
Regine havde gjort det for et godt ord.
FRU ALVING
Jeg forstår dig ikke. Hvad er dette med angsten – og med Regine?
OSVALD
Er det meget sent på natten, mor?
FRU ALVING
Det er tidligt på morgenen. (ser ud i blomsterværelset) Dagen begynder alt at gry oppe i højderne. Og så blir det klarvejr, Osvald! Om lidt skal du få se solen.
OSVALD
Det glæder jeg mig til. Å, der kan være mangt og meget for mig at glæde mig ved og leve for –
HIS: 516
OSVALD
Om jeg end ikke kan arbejde, så –
FRU ALVING
Å, nu vil du snart kunne komme til at arbejde igen, min kære gut. Nu har du jo ikke længer alle disse nagende og trykkende tankerne at gå og ruge over.
OSVALD
Nej, det var godt, at du fik væltet alle de indbildninger af mig. Og når jeg nu bare er kommen over dette ene – (sætter sig i sofaen) Nu vil vi snakke sammen, mor –
FRU ALVING
Ja, lad os det.
Hun skyver en lænestol hen til sofaen og sætter sig tæt ved ham.
Mor, var det ikke så du sa’ før ikveld, at der ikke var den ting til i verden, som du ikke vilde gøre for mig, om jeg bad dig om det?
FRU ALVING
Jo, det sa’ jeg rigtignok!
HIS: 517
OSVALD
Og det står du ved, mor?
FRU ALVING
Det kan du lide på, du min kære eneste gut. Jeg lever jo ikke for noget andet, end bare for dig alene.
OSVALD
FRU ALVING
Men hvad er det da for noget forfærdeligt –!
OSVALD
Du skal ikke skrige op. Hører du? Lover du mig det? Vi vil sidde og snakke ganske stille om det. Lover du mig det, mor?
FRU ALVING
Ja, ja, jeg lover dig det; men bare tal!
Ja, så skal du da vide, at det med trætheden, – og det, at jeg ikke tåler at tænke på arbejde, – alt det er ikke sygdommen selv –
FRU ALVING
Hvad er da sygdommen selv?
OSVALD
HIS: 518
FRU ALVING
næsten målløs
Osvald! Nej – nej!
OSVALD
Ikke skrige. Jeg kan ikke tåle det. Jo, du, den sidder herinde og lurer. Og den kan bryde løs hvad tid og time det skal være.
FRU ALVING
Å, hvilken rædsel –!
OSVALD
Nu bare rolig. Slig står det til med mig –
FRU ALVING
springer op
Dette er ikke sandt, Osvald! Det er umuligt! Det kan ikke være så!
FRU ALVING
Det er altså angsten –!
OSVALD
Ja, for dette er så ubeskrivelig afskyeligt, ser du. Å, havde det bare været en almindelig dødelig sygdom –. For jeg er ikke så bange for at dø; skønt jeg jo gerne vil leve så længe jeg kan.
FRU ALVING
Ja, ja, Osvald, det må du!
HIS: 519
OSVALD
FRU ALVING
Barnet har sin mor til at pleje sig.
OSVALD
springer op
Nej, aldrig; det er netop det, jeg ikke vil! Jeg tåler ikke at tænke på, at jeg kanske skulde drapperier, – noget, som er delikat at stryge nedad.
1.utg: 158
ligge slig i mange år, – bli’ gammel og grå. Og så kunde du kanske dø fra mig imens. (sætter sig i fru Alvings stol) For det behøver ikke at ende dødeligt straks, sa’ lægen. Han kaldte det et slags blødhed i hjernen – eller noget sligt. (smiler tungt) Jeg synes, det udtryk høres så smukt. Jeg kommer altid til at tænke på kirsebærrøde silkefløjels drapperier, – noget, som er delikat at stryge nedad.
FRU ALVING
skriger
Osvald!
OSVALD
springer op igen og går henover gulvet
Og nu har du taget Regine fra mig! Havde jeg bare havt hende. Hun havde nok givet mig håndsrækningen, hun.
FRU ALVING
går hen til ham
Hvad mener du med det, min elskede gut? Er der da nogen håndsrækning i verden, som ikke jeg skulde ville gi’ dig?
OSVALD
FRU ALVING
Hvad er det for noget?
OSVALD
Morfinpulver.
FRU ALVING
ser forfærdet på ham
Osvald, – min gut?
OSVALD
Jeg har fåt tolv kapsler sparet sammen –
FRU ALVING
griber
Giv mig æsken, Osvald!
OSVALD
Ikke endnu, mor.
Han gemmer æsken igen i lommen.
FRU ALVING
Dette overlever jeg ikke!
Det må overleves. Havde jeg nu havt Regine her, så havde jeg sagt hende, hvorledes det stod til med mig – og bedt hende om den sidste håndsrækning. Hun havde hjulpet mig; det er jeg viss på.
FRU ALVING
Aldrig!
OSVALD
Når det forfærdelige var kommet over mig og hun så mig ligge der hjælpeløs, som et lidet spædebarn, uhjælpelig, fortabt, håbløs, – ingen redning mere –
FRU ALVING
Aldrig i verden havde Regine gjort dette!
OSVALD
Regine havde gjort det. Regine var så prægtig lethjertet. Og hun var snart bleven ked af at passe en slig syg, som jeg.
FRU ALVING
Da lov og pris, at ikke Regine er her!
OSVALD
Ja, nu får altså du gi’ mig håndsrækningen, mor.
FRU ALVING
skriger højt
Jeg!
HIS: 522
FRU ALVING
Jeg! Din mor!
OSVALD
Just derfor.
FRU ALVING
Jeg, som har givet dig livet!
OSVALD
Jeg har ikke bedt dig om livet. Og hvad er det for et slags liv, du har givet mig? Jeg vil ikke ha’ det! Du skal ta’ det igen!
Hun løber ud i forstuen.
OSVALD
efter hende
Gå ikke fra mig! Hvor vil du hen?
FRU ALVING
i forstuen
Hente lægen til dig, Osvald! Lad mig komme ud!
OSVALD
sammesteds
Du kommer ikke ud. Og her kommer ingen ind.
En nøgle drejes om.
HIS: 523
OSVALD
følger hende
Har du en mors hjerte for mig, – du, som kan se mig lide al denne unævnelige angst!
FRU ALVING
efter et øjebliks stilhed, siger behersket
Her er min hånd på det.
OSVALD
Vil du –?
FRU ALVING
Om det blir nødvendigt. Men det blir ikke nødvendigt. Nej, nej, det er aldrig muligt!
OSVALD
Ja, lad os håbe på det. Og lad os så leve sammen så længe vi kan. Tak, mor.
Han sætter sig i den lænestol, som fru Alving har flyttet hen til sofaen. Dagen bryder frem; lampen blir ved at brænde på bordet.
FRU ALVING
nærmer sig varsomt
Føler du dig nu rolig?
OSVALD
Ja.
FRU ALVING
bøjet over ham
Det har været en forfærdelig indbildning hos dig, Osvald. Altsammen indbildning. Du har
1.utg: 163
ikke tålt alt dette oprivende. Men nu skal du få hvile ud. Hjemme hos din egen mor, du min velsignede gut. Alt, hvad du peger på, skal du få, som dengang du var et lidet barn. – Se så. Nu er anfaldet over. Ser du, hvor HIS: 524
let det gik! Å, det vidste jeg nok. – Og ser du, Osvald, hvilken dejlig dag vi får? Skinnende solvejr. Nu kan du rigtig få se hjemmet.Hun går hen til bordet, og slukker lampen. Solopgang. Bræen og tinderne i baggrunden ligger i skinnende morgenlys.
HU: 131
OSVALD
sidder i lænestolen med ryggen mod baggrunden, uden at røre sig; pludseligt siger han
Mor, gi’ mig solen.
FRU ALVING
ved bordet, ser studsende på ham
Hvad siger du?
FRU ALVING
hen til ham
Osvald, hvorledes er det med dig?
Osvald synes at skrumpe sammen i stolen; alle musklerne slappes; hans ansigt er udtryksløst; øjnene stirrer sløvt frem.
FRU ALVING
dirrende af rædsel
OSVALD
toneløst som før
Solen. – Solen.
HIS: 525
FRU ALVING
springer fortvivlet op, river med begge hænder i sit hår og skriger
Hun står et par skridt fra ham, med hænderne indfiltret i håret, og stirrer på ham i målløs rædsel.
OSVALD
sidder ubevægelig som før og siger
Solen. – Solen.
1.utg:
1.utg:
1.utg:
1.utg:
